Ny rapport: Forhøjede vandstande på op til fem meter kan ramme København i fremtiden
At vandstandene i fremtiden bliver mere voldsomme er ikke en nyhed. Nu slår en ny delrapport fast, hvor høj en vandstand der kan forventes i hovedstadsområdet.
2,9 til 3,9 meter. Så meget kan vandstanden i dag stige i hovedstadsområdet, hvis det værst tænkelige scenarie opstår.
Et scenarie, der forværres markant, hvis vi skruer tiden hundrede år frem, til år 2125. Her kan forhøjede vandstande på op imod fem meter gå i land – en vandstand, der stiger yderligere, når bølgehøjden medregnes.
Det skriver DMI på baggrund af en ny delrapport fra Transportministeriet.
Et brik i et puslespil
De nye beregninger skal bane vejen til en undersøgelse omkring fremtidens stormflodssikring i København.
En stormflodssikring, der forhåbentlig kan blive til gavn for de mange havne i Københavnsområdet, der de senere år er blevet ramt af flere voldsomme stormfloder:
- Delrapporten og dens resultater er den første brik i et puslespil, der skal udgøre en samlet forundersøgelse af stormflodssikring af hovedstadsområdet, forklarer Thorsten Piontkowitz, kontorchef for Kystteknik i Kystdirektoratet til DMI, og uddyber:
- Den viser den fysisk maksimale vandstand, der kan opstå i farvandet ud for hovedstadsområdet i Øresund, Køge Bugt og den vestlige del af Østersøen under den værst tænkelige stormflod.
Fremtidens stormfloder bliver voldsommere
At der netop rettes fokus mod de forhøjede vandstande vækker begejstring. Ikke kun blandt sejlerne, men også hos Adrian Lema, chef for Nationalt Center for Klimaforskning:
- Klimaforandringer og stigende havniveau vil gøre fremtidens stormfloder markant større. Mens den værst tænkelige stormflod i dag kræver et sammenfald af flere ekstreme og uheldige vejrforhold, vil fremtidens klima give øget risiko for oversvømmelser i København, påpeger Lema overfor DMI.
Du kan læse mere om rapporten hos DMI her.
Kilde: DMI