Egå-sejler Kim Christensen vinder DM og NM i J/70 med hjælp fra OL-guldvinder
Vejrguderne diskede op med perfekt sejlervejr på sidstedagen ved mesterskab i Middelfart. Det udnyttede den rutinerede Egå-sejler Kim Christensen med OL-guldvinder på taktikerpladsen og tog en flot samlet sejr. Hvalsø og Borch tager sølv og bronze.
MIDDELFART, 06.10.2024: Efter en vindfattig start på stævnet lykkedes det på sidstedagen at få afviklet ikke mindre end fem sejladser. Det var nok til, at den rutinerede Kim Christensen kunne klemme sig forbi Borch-dynastiet, som ellers sad øverst på tronen efter fredagens to sejladser i meget let vind.
Dagen igennem øgede Kim Christensen og besætning deres forspring, og allerede inden sidste sejlads havde de fået så solidt et forspring, at de havde vundet DM- og NM-guldet.
- Det var til vores held, at vi var startet så godt til stævnet i den lette luft i fredag. For selvom vinden i dag bare blev bedre og bedre, begyndte vi at lave flere fejl. Specielt da vinden gjorde det muligt at sejle plat læns, det har vi ikke så meget rutine i. Heidigvis var vores forspring stort nok til, at vi kunne tage den samlede sejr, siger en glad Kim Christensen, mens han, Jonas Warrer, Mathias Sletten og Gustav Schwennesen pakker deres J/70’er ‘Soffe’ sammen.
Fejl sneg sig ind - gav straf
I løbet af dagen begyndte holdet at vise en smule svaghedstegn, da vinden tog til. Der sneg sig lidt flere fejl ind i beslutninger og manøvrer, og det kostede dyrt ved topmærket i sjette sejlads.
- Ved topmærket lavede vi en lille brøler og fik tilkendt en straf. Den tog vi så i zonen omkring topmærket og off-set mærket, og det må man ikke. Derfor endte vi med at lave tre strafrunder, før vi kunne sejle videre, så der steg nervøsiteten lige en smule ombord, griner Kim Christensen.
Båden skal pakkes sammen for vinteren, og det kommer til at vare et stykke tid, inden besætningen, som nu har vundet båd Kieler Woche, DM og NM i sæson ‘24, igen skal sejle sammen.
Frederik Hvalsø fra Dragør må give pokal til Egå
Den forsvarende danske mester Frederik Hvalsø fra Dragør Sejlklub måtte altså aflevere vandrepokalen til rivalen fra Aarhus, lyder det i pressemeddelelsen.
- Vi har været godt tilfredse med stævnet generelt. Vi startede godt ud i fredags men lavede et par småfejl i dag. Men Kim og hans besætning har fortjent sejren - de sejler sgu stærkt, lyder det anerkendende fra Frederik Hvalsø, som stillede op med sin rutinerede besætning bestående af Morten Søgaard, Kristian Kvid Sørensen og Mads Larsen.
Det lykkedes ikke nogen af de fem svenske besætninger for alvor at blande sig helt i topkampen, så bronzemedaljerne gik til endnu en dansk besætning og blev hængt om halsen på Nikolaj Borch med topsejleren i matchrace på taktik, Jeppe Borch, Niels Henrik Borch og Thor Malthe Andersen (KDY).
Fem sejladser søndag
Det kombinerede J/70 DM og NM markerer afslutningen på en travl sæson for GoSail. Ikke mindre end knap 200 arrangementer har eventfirmaet afholdt over sæsonen, hvor knap 3000 mennesker har været ude at sejle i RIB eller matchracebåde.
- Bortset fra manglen på vind i starten af stævnet er alt forløbet helt efter planen. Både på land og vand hvor vores ansatte og mange frivillige har knoklet for at give sejlerne en god oplevelse. Baneleder Andreas Kuchler og hans team på vandet fik i dag gennemført hele fem sejladser, så på den måde lykkedes det finde den rette vinder, fortæller stævneleder og partner i GoSail, Søren Laugesen.
DM og NM i J/70 blev arrangeret i samarbejde med Nordic Sailing Federation, Dansk Sejlunion, Fredericia Sejlklub, GoSail, Palby Marine, Milling Hotels, Bridge Walking Lillebælt, Middelfart Kommune og Destination Fyn.
RESULTATER EFTER SYV SEJLADSER:
1. Kim Christensen (Egå Sejlklub), Jonas Warrer, Matthias Sletten, Gustav Schwennesen - 16 point
2. Frederik Hvalsø (Dragør Sejlklub), Morten Søgaard, Kristian Kvid Sørensen, Mads Larsen - 20 point
3. Nikolaj Borch (KDY), Jeppe Borch, Niels Henrik Borch, Thor Malthe Andersen - 22 point
4. Patrik Forsgren (KSSS), Thomas Movia, Emil Forsgren, Vilhelm Reischmann - 27 point
5. Martin Pålsson (GKSS), Albin Pålsson, Meiker Lundberg, Måns Lundberg - 38 point
FAKTABOKS:
- 28 både stillede til start ved kombinerede DM og NM
- Se hele resultatlisten her: https://www.manage2sail.com/da-DK/event/j70dmnm#!/results?classId=8ec0fc8a-3293-47f9-a813-d1cdd5d22f11