Gå til hoved-indhold
Havne
En stendæmning lige under vandet ved Lynetteholmen. Foto: By og Havn

Havnebygmester advarer Lynette-sejlerne: - Man kan få revet kølen af sin båd og komme voldsomt til skade

Alt for mange sejlere ignorerer de gule specialafmærkninger ved Lynetteholmen. Det kan få alvorlige konsekvenser, advarer havnebygmester, Hans Vasehus, i P4 Eftermiddag.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Allerede da det første spadestik til Lynetteholmen bliver taget den 17. januar 2022, er sejlernes begejstring svær at spotte. En begejstring, der ikke er blevet større, efter at bygherren By og Havn for alvor har taget hul på projektet.

Flere områder er afspærret for sejlerne, der i stedet må begive sig mod Kronløbet, som normalt er hjemsted for erhvervstrafikken. Det får flere og flere sejlere til at trodse de gule specialafmærkninger, der er placeret i området for at advare om fare.

Voldsomt til skade

Men nær Lynetteholmen ligger vandet roligt hen, og der er tilsyneladende ikke fare på færde.

Der er kun ét problem: Under overfladen arbejder By og Havn i øjeblikket på højtryk, hvilket betyder, at der flere steder er bygget så høje stendæmninger under vandet, at de er til alvorlig fare for sejlerne:

- Flere steder har vi fyldt så meget op, at det udgør et problem. Man kan få revet kølen af sin båd og komme voldsomt til skade, forklarer havnebygmester Hans Vasehus til P4 Eftermiddag.

En form for trods?

Bygmesteren er ikke i tvivl. Langt de fleste sejlere er udmærket bekendt med de aktuelle afmærkninger, men vælger alligevel at se dem forbi:

- Jeg ved ikke, om det er en form for trods, eller hvad det er, men det er svært problematisk, påpeger Hans Vasehus og understreger:

- Det er et kæmpe problem. Dét som vi er rigtige bange for er, at nogle kommer til skade.

Er du i tvivl om sejlforholdene omkring Lynetteholmen, kan du finde de aktuelle afmærkninger på dit digitale søkort (seneste opdatering) eller på By og Havns hjemmeside.

Kilde: P4 Eftermiddag og By og Havn
 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader