Mads Bo Falk har Polaris Drabant på Gran Canaria for 6500 kroner om året og Møn 391 i Aarhus
51-årige Mads Bo Falk har to hjem. Det ene ligger i Aarhus og det andet på Gran Canaria. Fælles for de to hjem er, at de begge er flydende og giver mulighed for at sejle året rundt. Cille Rosentoft interviewer her sejleren, der fortæller om alt det praktiske og om økonomien.
Aarhus-ssejler Mads Bo Falk har skabt et liv, hvor der altid er mulighed for at sejle. Og det koster ikke en bondegård.
Han bor ombord på S/Y Hanne-Kjerstine, en 39 fods Møn 391 i Aarhus og når kulden rammer eller båden skal igennem renovering, kan han sætte sig på et fly og hoppe ombord på sin ”satellit-båd”, Mathilde. Det er en 26 fods Polaris Drabant, som pt. ligger i Las Palmas på Gran Canaria.
Da Mads blev skilt i 2015, skulle han finde et hjem til sig selv og sine to børn. Dengang havde han kun sin Polaris Drabant, og selvom Mads egentlig helst vil bo på en mindre båd, var den alligevel for lille til tre personer. Derfor købte han sin Møn 391 og flyttede ombord.
Hvad gør man så, hvis ikke man ønsker at sælge sin ene båd, men alligevel synes at det er for meget med to både i samme havn?
Man gør da som Mads.
- Det virkede åndssvagt at have to både i Aarhusbugten, fortæller Mads og fortsætter: Det gav bare ikke mening og den lille båd var rigget til oceansejlads. Derfor besluttede jeg, at den da bare skulle være et andet sted.
Mads sejlede til Lofoten i 2016 og hans Polaris Drabant overvintrede der i to vintre, mens Mads passede sit arbejde hjemme i Danmark. Med båden nordpå, havde Mads et andet hjem, og han sejlede sammenlagt i Finmarken, og op over Nordkap, over tre somre, når arbejdet tillod ham at holde fri.
Da Mads besluttede at sige sit lønmodtagerjob op og blive selvstændig og børnene flyttede hjemmefra, gav det pludselig nye muligheder og større frihed.
Sejler altid i varmen
Mads sejlede i første omgang båden hjem fra Lofoten og lagde derefter en ny plan. I 2020 sejlede han afsted mod de Kanariske Øer og byggede sin nye virksomhed, mens han sejlede.
- Det var ikke min plan fra starten, siger Mads, men det gik op for mig, at det gav mig mulighed for at sejle året rundt, hvis jeg besluttede at efterlade min båd i varmen. Nu har jeg altid mellem 20-30 grader uanset hvornår jeg sejler.
Opstart af virksomheden gik godt og Mads fik opbygget en online terapi-virksomhed, hvor han både tilbyder liveforløb og onlinekurser. Det job kan han passe uanset om han sejler i Norden eller ligger for anker i en bugt ved Gran Canaria. Alt hvad han behøver er sin computer og velfungerende internet.
- Livet her er meget roligt og simpelt. Jeg står op, hopper i vandet, drikker en kop kaffe og så arbejder jeg foran min computer og går måske en tur i bjergene. Jeg har valgt Kanarieøerne som alternativt sejladsområde, fordi her er et vidunderligt klima året rundt. I f.eks. Middelhavet kan der godt være helt ned til væmmelige 12 grader om vinteren – og regn!
Hvad koster det at have en båd på Gran Canaria?
Mads deler her sine udgifter med os, så det bliver tydeligt, at et flydende sommerhus er indenfor rækkevidde for de fleste - også på trods af udgifter til bolig hjemme i Danmark. En god grundregel er at researche på priser og havne, da der er stor forskel på priser og sikkerhed.
Mads deler sine udgifter med os:
- Det kommer selvfølgelig an på båd og størrelse, men det kan gøres vanvittigt billigt, slår Mads fast.
- For 10.000-50.000 kroner kan du få en Polaris Drabant, som jeg har. Det er en meget billig båd. Derudover skal du måske regne med udstyr for 30.000-40.000. Hvis du køber din båd hjemme i Danmark, skal du sejle båden herned. Det er en spændende tur, men har du ikke mod på at sejle så langt, kan du også købe en brugt båd i eller nær det sejladsområde, hvor du vil have en ”satellitbåd”.
- Hvis du vælger en lille båd, så er alt billigt i forhold til en større båd - også havneplads. Jeg har ingen kaskoforsikring, kun den lovpligtige ansvarsforsikring. I faste udgifter har jeg havnepladsen. Jeg betaler 6.500 kroner om året for at have min båd liggende i den kommunale havn i Las Palmas.
- I havnen er der aflåste porte og jeg føler mig sikker her. Jeg tænker ikke på båden, når jeg tager herfra. Det koster mig 1000 kroner hver vej for en flybillet, og jeg ligger primært for anker og har derfor ikke udgifter til havneafgifter, når jeg sejler ud af min hjemhavn i Las Palmas.
To forudsætninger:
Hvis du selv drømmer om at gøre som Mads, er der ifølge ham særligt to forudsætninger, du skal fokusere på:
1. Find en god og sikker havn. Las Palmas er helt sikker, uanset om det stormer eller der er orkan. Jeg er heller ikke bekymret for kriminalitet.
2. Køb en mindre båd, der ikke er for dyr. Min tilgang til det er, at hvis den synker, mens den ligger i havnen, så er det selvfølgelig ærgerligt. Men så må jeg bare købe en ny.
Sådan ville jeg selvfølgelig ikke have det, hvis det drejede sig om en båd til flere millioner.
Det er generelt en god øvelse, at undersøge, hvor lidt du kan klare dig med. Min tilgang til livet er: Jo mindre, jo billigere og jo enklere det er - jo større frihed opnår jeg.
For mere inspiration til et liv på havet, kan du følge med her: www.facebook.com/etlivpaahavet
Båd i Aarhus: Hanne-Kjerstine
Møn 391 fra 1986
39 fod
Bredde: 3,35
Dybgang: 1,75
Båd i Las Palmas: Mathilde
Polaris Drabant fra 1976
26 fod
Bredde: 2,4
Dybgang 1,42