Leonora og Sissel er sejlet til Colombia: Vi vil ikke være bange for verden, men vi er varsomme og har "piratkasse" ombord

Cille Rosentoft fra Minbaad.dk tjekker ind hos de to eventyrlystne sejlerkvinder for at høre om deres oplevelser siden sidst. Det bliver til en snak om både “piratkasser” og om at finde balancen mellem frihed og tid.

25-årige Sissel Therkildsen og Leonora Vallentin fortæller: 

Så har vi nået maj 2024. Vi er 10 måneder og næsten 10.000 sømil inde i vores jordomsejling og ligger i skrivende stund på en lille ø udenfor Colombias kyst. 

Det er kort tid siden, vi ankom til Cartagena, som blev vores første møde med fastlandet, siden vi forlod Portugals kyst tilbage i september 2023. Det er et af de lande, hvor vores mødre med store øjne måtte spørge os, om det nu var nødvendigt at besøge. Men det er det for os. 

Uden nogensinde at have sagt det højt, har vi lovet hinanden ikke at være bange for verden og mennesker. Nogle lande er mere sikre end andre, og når man kommer fra et land som Danmark, skal der ikke meget til, før man besøger et land, der på ranglisten er farligere, end hvor man kommer fra. 

“Piratkasse” som forberedelse

Men det ændrer ikke på, at man kommer langt med god forberedelse, hvis uheldet alligevel skulle være ude. Da vi i sidste uge skulle vinke farvel til de caribiske øer og sejle 541 sømil fra Curacao til Cartagena, blev vi enige om at lave, hvad vi har kaldt vores “piratkasse”. 

Denne rute tog os nemlig langs Venezuela og Colombias kyst. Områder, hvor der tidligere har været rapporteret piratangreb. 

Når vi har læst om gamle hændelser fra sejlbåde, sker det som oftest, at hvad der ikke bliver stjålet bliver ødelagt, og man bliver efterladt med en båd uden navigationsudstyr, strøm og dermed mulighed for at navigere og kontakte hjælp. 

En situation, vi måske ville kunne undgå med den rette forberedelse og vores piratkasse, som indeholdt følgende:

• iPad med downloadede Navionic-søkort 

• Håndholdt VHF med DSC 

• Garmin InReach satellittelefon 

• Kreditkort og kontanter 

• En iPhone 

• Kopier af pas og bådens dokumenter 

• Powerbanks 

• Lommelygte og pandelampe 

Det er svært at lure sig frem til, hvor stor risikoen egentlig er. Det kan være svært at finde information om, og blandt sejlere er der stor forskel på, hvilke forholdsregler der bliver taget eller ikke taget. 

Men vi har jo lært fra dag ét, at vi altid skal håbe på det bedste og forberede os på det værste, og det giver os altid ro i maven at have en plan for selv de mest håbløse scenarier. 

Kassen gemte vi nede bag ved rorstammen velvidende, at båden ville blive gennemrodet fra ende til anden, hvis nogen først kommer ombord med intentionen om at stjæle alt, hvad der har værdi.

Nu kender vi heldigvis selv de fjerneste afkroge på vores båd og vidste lige præcis, hvor man ikke kommer hen, hvis man ikke kender båden. Vi holdt os 40-50 sømil fra kysten, indtil vi kunne lave et næsten 90 graders drej ind mod Cartagena. 

Vi fik lov at mærke vejrfænomenerne

Turen tog 3,5 døgn, og vi havde ventet længe på et vejrvindue. Foruden pirater er det nemlig også et stræk, der er kendt for kraftige faldvinde fra fastlandets høje bjerge, der får bølgerne til at rejse sig stejlt.

Det første døgn havde vi god vind og milde bølger. På dag to lagde vinden sig, og vi sneglede os afsted med 4-5 knobs fart. Natten mellem dag to og dag tre fik vi ellers lov til at mærke vejrfænomenerne, da vinden tog til med vindstød på op til 35 knob.

Ligeså gjorde bølgerne, og vi surfede på stejle bølger på op til 3,5 meter med 6-7 sekunders periode. Vi rundede 14 knobs fart nogle gange over natten med et rebet forsejl alene, og sådan fortsatte det i godt 18 timer. 

Det føles altid lidt foruroligende, når der engang imellem dukker en skæv bølge op, der er et godt stykke højere end gennemsnittet. Når man ligger i en bølgedal og kigger ud over der, hvor der normalt skal være en horisont, bliver man i stedet mødt af en mur af vand i nattens mørke. 

Ekstra lange nætter

Det hændte nu også, at vi fik en saltvandskyller ind i cockpittet til stor fornøjelse for den, der havde bagvagt og sov i cockpittet, som ikke havde en chance for at nå at se den komme. Nætter som disse føles ekstra lange. 

Både, fordi de virkelig er lange, nu når vi bevæger os på de breddegrader, hvor næsten halvdelen af døgnet er i bælgravende mørke, men også fordi man venter utålmodigt på, at solen skal stå op og give overblik igen. 

Når månen er oppe, kan vi se bølgerne på god afstand, men også månen går ned, inden solen står op. Her går himmel og hav i ét, når vinden raser – og båden, der føltes så stor, da vi blev forelskede i den på en bro i Italien, bliver pludselig meget lille. 

I havn omringet af skyskrabere og storbylys

Denne her tur tog Sissel, Leonora og Sille, der er blevet en fast del af besætningen ombord, alene. Vores vagtsystem lød på to timer ved roret, to timers bagvagt i cockpittet og to timer til sig selv i sin kahyt. På denne måde havde man altid vagt alene, i modsætning til når vi har gaster med, hvor vi altid er to på vagt ad gangen. 

Men bagvagten ligger i cockpittet med redningsvest på og er klar til at træde til med det samme, hvis der er behov. 

Klokken 23:00 på dag fire passerede vi den smalle og lavvandede indsejling til Cartagena, omringet af skyskrabere og lys fra storbyen. Det var et temmelig uvant syn fra, hvad vi ellers har sejlet imellem, men også starten på et nyt kapitel af vores jordomsejling. 

I byen ventede krammere fra Sissels forældre, som er fløjet ud for at besøge os, og Henriette og Joachim fra Sailing Tujunga, som vi kalder vores bådforældre. 

Når man er langt væk hjemmefra så længe, som vi er, kan det betyde alverden at havde nogle voksne rollemodeller omkring sig, som man kan sparre med, hygge med og få en krammer fra - det er noget af det mest magiske ved det fællesskab, der findes blandt sejlerne herude. 

Orkansæsonen lurer om hjørnet

Nu lurer orkansæsonen lige rundt om hjørnet. Den skal vi bruge omkring San Blas-øerne i Panama mellem Kuna-indianere, små landsbyer og næsten 400 palmeøer. 

Til september skal Lulu Tao på land i Panama og have en kæmpe omgang kærlighed. De lige godt 10.000 sømil har sat sit præg, og to-do listen har endnu engang vokset sig lang. 

Herefter venter Panamakanalen og tidligt på vinteren et 4000 sømil langt Stillehavskryds til øer og mennesker, som vi savner, nemlig Fransk Polynesien. 

Frihed, tid og et savn til det derhjemme

I mellemtiden pakker vi vores små hjerter med eventyr og oplevelser i en verden, hvor vores drømme hænger på træerne som kokosnødder. 

Når vi savner hjem, minder vi hinanden om, at vi også en dag vil savne dagene, hvor passatvinden fragtede os fra den ene palmeø til den anden, og langsomt lærer vi at navigere i balancen mellem friheden og tiden - og til tider manglen på samme. 

Har I spørgsmål til Leonora og Sissel?

Minbaad.dk tjekker naturligvis igen ind hos Leonora og Sissel. Hvis I har spørgsmål eller særlige emner, som I gerne vil høre mere om, så send journalist Cille Rosentoft en mail på therosentofts@gmail.com. 

Vi vil derefter tage spørgsmålene med til Leonora og Sissel, når vi snakker med dem næste gang. Heldigvis vil de to unge kvinder gerne dele ud og inspirere andre til at tage det sidste skridt mod de store oceaner.