Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Når World Sailings Council mødes til årsmøde i november er det med formand og advokat Line Markert som repræsentant for gruppe G. Foto: Peter Brøgger

Formand for Dansk Sejlunion, Line Markert, valgt som nordisk repræsentant i World Sailing

Line Markert er valgt som en af to repræsentanter for Gruppe G i World Sailings Council. Men hun må muligvis træde tilbage 9. november, stort set inden hun rigtig kommer i gang. Line Markert er nemlig også kandidat til World Sailings bestyrelse, og hun kan ikke sidde begge steder.

Af Troels Lykke |

Dansk Sejlunions formand, advokat og til dagligt partner i Horten, er på et netop afholdt møde valgt af de nordiske lande samt Baltikum som en af to repræsentanter til World Sailings repræsentantskab.

– Jeg er rigtig glad for opbakningen fra mine nordiske og baltiske kolleger og glæder mig til at arbejde for vores fælles nordiske mærkesager på den internationale sejlsportsarena, siger Line Markert i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Også Vice President kandidat

Der er dog en mulighed for, at hun må træde tilbage, stort set inden hun rigtig kommer i gang. Line Markert er nemlig også kandidat til World Sailings bestyrelse, og hun kan ikke sidde begge steder.

Valget til bestyrelsen bliver afholdt under årsmødet den 9. november.

– Det er selvfølgelig ikke en optimal situation at skulle træde tilbage lige efter at være blevet valgt. Men valgproceduren er nu engang skruet sådan sammen, som den er, og hvis man gerne vil have indflydelse internationalt, er man jo nødt til at stille op og gribe mulighederne, siger hun og peger på, at gruppe G under hele processen har været orienteret.

Hvis Line Markert bliver valgt som Vice President i Council, indtræder formanden for Norges sejlforbund, Guro Steiner, som suppleant for gruppe G sammen med svenske Annika Ekman, der sammen med Line Markert blev valgt som repræsentant.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader