Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Der var akkurat vind nok til de 105 både i Spangsberg Cup 2024. Foto: Vedbæk Sejlklub
Kapsejlads
Kapsejlads

500 sejlere på 107 både havde en sød og spændende dag på Øresund i Spangsberg Cup

I år gik de mange flødeboller til en lokal sejler fra Vedbæk Sejlklub, nemlig Jens Kjartan Mogensen, der vandt i en klassisk H-båd, klubbåden "Banditten". Der var fem starter på tre forskellige baner i forskellige klasser gav hele 33 præmier, heraf 17 førstepræmier og 12 andenpræmier at uddele.

Af Troels Lykke |

Spangsberg Cup er den traditionelle afrunding på årets kapsejladssæson, og har været afholdt af Vedbæk Sejlklub i mange år. 

De seneste år har Spangsberg Chokolade været hovedsponsor for sejladsen, der klart er blevet Danmarks sødeste kapsejlads: Alle deltagende både fik en Spangsberg goodiebag med om bord, fyldt med søde sager, og hovedpræmien i kapsejladsen var Spangsberg flødeboller til et helt år, lyder det i en pressemeddelelse fra Vedbæk Sejlklub.

Lokal H-båds sejler vandt mange flødeboller

I år gik de mange flødeboller til en lokal sejler fra Vedbæk Sejlklub, nemlig Jens Kjartan Mogensen, der vandt i en klassisk H-båd, klubbåden "Banditten". 

Det var dog blot et par af de mange præmier, for de fem starter på tre forskellige baner i forskellige klasser gav hele 33 præmier, heraf 17 førstepræmier og 12 andenpræmier at uddele.

Ann Sofie Orth, borgmester i Rudersdal Kommune, var med til at uddele præmierne.

Ud over søde sager fra Spangsberg var der også kasketter og tasker fra Elvstrøm Sails samt fire Spinlock redningsveste, doneret af Tempo Bådsalg.

I år var der som noget nyt udlovet en klub-vandrepokal til den sejlklub, hvis deltagende både fik de bedste fem resultater i løbene. Klub-vandrepokalen blev i år vundet af KDY, som dermed kan have den stående frem til næste Spangsberg Cup.

Sportsbåde på banen

Der var flere nye tiltag ved årets Spangsberg Cup. Et af dem var deltagelse af sportsbåde på en særlig bane, hvor deltagerne i bådtyperne J/80 og J/70 gennemførte fire sejladser. Som i 2023 kunne man også i år deltage i ”cruising klassen”, hvor hovedvægten var på at få en sjov og hyggelig sejlads. Her var alle vindere, så i den klasse blev der trukket lod om de fire præmier.

Også singlehand sejlads var en ny mulighed i år, men det blev kun til en enkelt deltager, så der var begrænset spænding ved lodtrækningen om præmien.

Klar igen i 2025

”Vind og vejr viste sig fra sin bedste side i år, så vi fik alle en skøn dag – både deltagerne i kapsejladserne og de mange frivillige hjælpere fra Vedbæk Sejlklub, hvis indsats var helt uundværlig. De mange både var et flot syn for tilskuerne på Vedbæk Havn,” fortæller Bjerne Clausen, formand for Vedbæk Sejlklub.

”Vi ser allerede frem til at arrangere Spangsberg Cup igen til næste år, og har fået ideer til flere nye tiltag, herunder at udlægge en separat op-ned bane, som vil være egnet til yderligere klasser af sportsbåde. Vi håber dermed at skabe et endnu mere spændende og varieret kapsejladsarrangement den første søndag i oktober 2025," siger formanden.

Resultatlisten fra Spangsberg Cup, samt hvordan vindende deltagere kan afhente præmier på havnekontoret i Vedbæk Havn, kan ses her på Vedbæk Sejlklubs hjemmeside.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader