29er VM: 500 sejlere fra 27 nationer takker af fra Aarhus - italienere løb med sejr
I frisk vind dystede de førende sejlere i dette års VM for 29er-bådklassen fredag om medaljer på Aarhusbugten. En italiensk besætning kan nu køre mod støvlelandet med guldet, mens bedste danskere, i det samlede felt fik en 16. plads, og bedste danske besætning i kvindernes række tog en 4. plads.
I seks dage har sejlerne ved det til dato største VM i 29er-klassen kæmpet om podiepladser og for andres vedkommende personlige resultater på vandet ud for Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
Alle atleter vil vinde
”Det kan godt være, at vi alle har talt om OL i de seneste uger. Men i Danmark har vi faktisk også haft atleter i ilden i denne uge ved hele to VM’er. Et rekordstort antal master-ryttere dystede om VM-titler i MTB-orientering i Viborg, mens de unge sejlede om VM i 29er-klassen, som er en ”lillesøster” til de olympiske 49er og 49erFX, i Aarhus. Begge mesterskaber viser, at konkurrencen om podiepladserne er lige hård, uanset om atleten er 15 eller 90 år. Desuden får begge mesterskaber stor ros fra de internationale forbund for den professionelle afvikling, som sikres af forbund, værtsby og Sport Event Denmark,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.
Klasseorganisation roser Aarhus
Det har været et spektakulært syn for forbipasserende, når de 258 både hver dag er gledet ned i vandet fra jollerampen for enden af Aarhus Ø med en gennemsnitstid for isætning på 7 sekunder pr. båd.
Et eksempel på, at et sejlsportsevent af denne størrelse kræver punktlig planlægning, hvilket Aarhus Internationale Sejlsportscenter og de lokale klubber i Sailing Aarhus efterhånden har stor erfaring i.
Pippa Kenton-Page fra International 29er Class:
"Det har været en sand fornøjelse endelig at være her i Aarhus, både i sejlsportscentret og i byen. Eventet har været enestående. Med et rekordstort antal på 258 både har Sailing Aarhus arbejdet tæt sammen med klassen i mange måneder og har leveret en fantastisk og mindeværdig begivenhed både på og uden for vandet. Sejlerne har delt så mange fælles øjeblikke, både under kapsejladserne og i bådparken, at jeg er sikker på, mange vender tilbage til Aarhus til andre internationale events i fremtiden."
Aarhus er klar til næste store sejlsportsevent
Hos den lokale arrangør, Aarhus Internationale Sejlsportscenter og Sailing Aarhus, ser en tilfreds direktør Jon Koch Hansen allerede frem mod de næste store sejlsportsevents i Aarhus:
”Det har været en kæmpe fornøjelse at være vært for dette års rekordstore VM for 29er-klassen. Stemningen har været helt i top hos de unge sejlere, der sammen med deres trænere og familier har sat et markant og positivt aftryk på Aarhus under eventet. Der skal lyde en stor tak til 29er organisationen for samarbejdet, til Sport Event Danmark, Aarhus Kommune og Salling Fondene for muligheden - og ikke mindst vores flere hundrede frivillige, som gør et uvurderligt stykke arbejde på vandet og i sejlsportscentret. Nu ser vi frem til vores næste to store verdensmesterskaber, som er for OL-klasserne IQ Foil i 2025 og ILCA 4 og 6 i 2026.”
Fine danske resultater
I alt 21 danske 29er både var med i feltet, og der blev sejlet en række fine og tilfredsstillende resultater hjem. Bedste danske besætning samlet set blev Nicklas Holt og Mads Larsen på en 16. plads, mens Josefine Nøjgaard og Esther Houborg tog en 4. plads i kvindernes række og en samlet 27. plads. Også Marie Maier og Nanna Nørgaard kvalificerede sig til at sejle de sidste sejladser i Gold Fleet og endte samlet som nr. 36.
I White Fleet, hvor de 42 lavest placerede både efter kvalifikationssejladserne dystede mod hinanden, lykkedes det de to lokale U17 søstre Ida og Marie Haubjerg Olesen at tage fleetens førsteplads på finaledagen.
Italienerne Alex Dumartas og Giovanni Santi kan nu kalde sig verdensmestre, da de tog guldet i den samlede stilling foran den mixede polske besætning Ewa Lewandowska og Krzysztof Krolik, mens bronzevinderne blev franske Jocelyn Le Goff og Jules Vidor.
Se alle resultater fra 29er VM 2024 her: 29erworlds.org/
Se billeder fra 29er VM 2024 fra Sailing.Pics her: shop.sailing.pics/29erworlds2024/