Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl skal til OL i Marseille til august 2024. Foto: Peter Brøgger/Dansk Sejlunion

Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl fra Sletten Bådeklub vinder nervepirrende OL-udtagelse i 49er med to placeringer

Med en monster-sejr i deres sidste sejlads ved VM i 49er på Lanzarote kan Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl juble - vel vidende, at de samtidig bliver Danmarks repræsentanter i 49er ved OL i Paris. Rask og Precht sendt ud i mørket.

 

Af Troels Lykke |

Det så længe svært ud for de to sejlere Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl, da de akkurat missede at komme i top-25 og dermed kvalificere sig til guldfeltet under 49er-VM på Lanzarote.

Men udtagelsen er baseret på to stævner, og da de to sejlere fra Sletten Bådeklub havde et 12-points forspring ned til besætningen med Frederik Rask og Jakob Precht, var alt på spil i den sidste dagens sejladser. Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

Rask og Precht sejler sig lidt tilbage i guldfeltet på sidstedagen, hvor de ender på en 18. plads. Med en tredjeplads i sølvfeltet - og dermed en officiel 28. plads til VM -  er Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl dermed fortsat bedst, set over de to udtagelsesstævner: 

- Det er ikke den måde, vi gerne ville vinde på, når vi sejler i sølvfeltet. Men jeg føler, vi har bevist, at vi hører til i den gode ende af feltet, påpeger Nikolaj Buhl kort efter sejladsen.

Landsholdskammeraterne kan se til fra sidelinjen

Frederik Rask og Jakob Precht har gjort deres indsats med en tredjeplads i sidste sejlads.

De kan derfor blot se til fra sidelinjen, mens OL-pladsen er i Daniel Nyborg og Nikolaj Buhls egne hænder, da de stævner ud til dagens sidste to sejladser.

Hvis Nyborg og Buhl bliver dårligere end nummer 30 samlet, vil udtagelsen glippe. Presset er enormt, da sejladserne går i gang:

- Vi har kæmpet med vores starter hele ugen, og så er det fedt at slutte af med at lave vores bedste start på hele stævnet, her hvor det er allervigtigst. Og så har vi farten til bare at stikke af, forklarer Daniel Nyborg.

Protest truer Nyborg og Buhl

Hele tårnet er dog ved at vælte, to minutter inden lukketid, da den irske båd har lagt protest mod Nyborg og Buhl. Taber de to sejlere den, kan de blive diskvalificeret i den ene af dagens sejladser. Protesten bliver dog trukket tilbage.

Daniel Nyborg og Nikolaj Buhl står dermed tilbage som vindere af den interne kvalifikation og skal derfor deltage ved OL til sommer. På et senere tidspunkt bliver de to sejlere officielt udtaget til OL af bestyrelsen i DIF, der er olympisk komité i Danmark.

Det er dog blot en formalitet. Sejlerne kan allerede nu glæde sig til konkurrencerne ud for Marseilles kyst i august.

DIF: 49er og 49erFX har leveret fantastiske fortællinger

I DIF er der glæde over, at de danske atleter nu er udpeget, både i herrernes 49er og kvindernes 49erFX:

- Både 49er og 49erFX har leveret fantastiske fortællinger til den stolte danske OL-historie inden for sejlsport. Jeg er rigtig glad for, at Danmark også vil være repræsenteret i de to bådklasser, når det går løs på vandet ud for Marseille til sommer. Velkommen på OL-holdet til de fire sejlere, som nu er udtaget til at repræsentere Danmark til OL, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark.

Danske resultater ved VM i 49er og 49erFX

49er:

1️⃣8️⃣ Frederik Rask & Jakob Precht Jensen

2️⃣8️⃣ Daniel Nyborg & Nikolaj Hoffmann Buhl

4️⃣7️⃣ Carl Emil Sloth & Simon Christoffersen

6️⃣1️⃣ Jens-Christian Dehn-Toftehøj & Mads Fuglbjerg

6️⃣6️⃣ Malthe Ebdrup & Clement Aasholm-Bradley

6️⃣9️⃣ Gustav Aasholm-Bradley & Frederik Ragan Melbye

49erFX

1️⃣6️⃣ Johanne Schmidt & Andrea Schmidt

3️⃣4️⃣ Rebekka Johannesen & Silje Cerup-Simonsen

4️⃣5️⃣ Josephine P. W. Frederiksen & Laura Steenstrup Zeeberg

5️⃣1️⃣ Josefine Nøjgaard & Esther Bojsen-Moller

Alle resultaterne fra VM

Motor
content-loader
content-loader
content-loader