Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der gik tre kvarter, før sejlere tilbage til havnen i Ærøskøbing. Det viste sig, at de havde glemt en af ungerne, fortæller Claus Rønnow. Arkivfoto: Troels Lykke

Sejlerfamilie glemte barn - planlæg bedre

”Har du nu husket det hele?” Det havde en familie ikke i Ærøskøbing, fortæller tursejler Claus Rønnow.

Af Claus Rønnow |

Vi sejlere har altid en masse, vi skal have husket. Lige fra vinterens planlægning af ting vi skal have forbedret ved båden til den kommende sæson, til forårsklargøringen, søsætningen, tilrigningen og trimningen.

Alle de tusind små og større ting som – hvis de huskes – er med til at vi får en god sæson med mange gode oplevelser – og uden uheld eller havarier.

Selvfølgelig er der stor forskel på, hvor vigtigt det er, det du har glemt. Det kan være uden særlig betydning, men blot irriterende – eller ligefrem fatalt. En beskadiget pindbolt i en vantskrue, eller en manglende split kan være det, som måske ødelægger en hel sæson – og koster en masse penge.

Vi skal være rimeligt sikre på, at alt er i orden, så båden er i sødygtig stand og kan klare de udfordringer sæsonen måtte give.

Manglede køkkensalt

Vi lå en gang for anker oppe ved Gershøj. Aftenen var helt stille, ikke en vind rørte sig og vandet var fladt som et stuegulv. En båd kom sejlende lige så stille og løb på siden af os.

De ville bare lige høre, om vi kunne give dem lidt køkkensalt. Det kunne vi, og sammen glædede vi os over, at maden nu kunne smage af lidt mere.

Derefter sejlede de længere væk og smed selv ankeret i passende afstand til os. Store selvskødende spil og alt muligt andet fancy udstyr kan være meget godt, men det smager ikke af meget, når det nu lige er salt, man mangler.

Tog båd på land uden grund

En sejlerbekendt fortalte om en sejler, som brugte en halv sæson på at gruble over sin zinkanode.

Han havde glemt at sikre sig, om den skulle have været udskiftet. Han forestillede sig de skrækkeligste ting og frygtede at motoren, skrueakslen og søventilerne skulle blive ædt op af galvanisk tæring.

Det endte med, at han bestilte kranbilen til at hive ham op af vandet, så han kunne besigtige anoden – som ikke fejlede noget og sagtens kunne holde sæsonen ud.

Glemte børn i Ærøskøbing

Et eksempel i den mere pudsige afdeling oplevede vi engang i Ærøskøbing. Vi lå ved siden af to sejlbåde med far og mor i den ene båd og bedstefar og bedstemor i den anden.

De havde en større børneflok med sig, som myldrede rundt på begge både. Det var tydeligt, at alle havde det godt og nød ferien.

Om morgenen sejlede begge bådene af sted. Der gik tre kvarter, så kom de tilbage til havnen.

Det viste sig, at de havde glemt en af ungerne. Drengen havde dog ikke anet nogen form for uråd. Han havde været travlt beskæftiget med at fiske rejer langs en af molerne.

Jo, jo, det gælder om at huske det hele.

Husk det nu!

Claus Rønnow

Artikel er tidligere bragt på minbaad.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader