Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den strandede motorbåd ved Nibe. Foto: Dansk Søredningsselskab

Alarmerne går på 45-fods strandet motorbåd ved Nibe

Med skruerne i mudderet må sejleren kalde hjælp fra indsejlingen til Nibe. Først efter en time lykkes det redderne fra Dansk Søredningsselskab at få sejleren fri.

Af Sara Sulkjær Hansen |

En stribe alarmer får fredag formiddag en motorbåds-sejler til at kontakte den lokale redningsstation i Løgstør. 

I indsejlingen til Nibe forsøger han at starte motoren - uden held. Kun alarmerne lader høre fra sig. Skruerne må sidde fast i mudderet, bliver sejlerens konklusionen.

Tør ikke gå til Nibe

Med den melding er tiden kommet for redderne på Rescue Frigg. De sætter kurs mod Nibe, hvor motorbåden ganske rigtigt er strandet - og dét endda i en smal rende, der besværliggør reddernes arbejde.

Omkring en time må besætningen tage i brug, før den strandede sejler er fri af grunden:

- Besætningen på Rescue Frigg tør ikke at binde an med at slæbe ham tilbage til Nibe, så han tilbydes at blive bugseret til Aalborg, forklarer redderne til Dansk Søredningsselskab.

Til Aalborg ved egen kraft

Vel fri af grunden viser det sig dog, at sejleren atter er i stand til at starte motoren og at manøvre ved egen kraft. 

- Det bliver aftalt, at Rescue Frigg følger med til Draget, og at havaristen skal tage beslutning om at sejle til Aalborg ved egen kraft, beretter redderne, som efterfølgende kan returnere til Løgstør, mens sejleren egenhændigt fortsætter mod Aalborg.

Kilde: Dansk Søredningsselskab

Motor
content-loader
content-loader
content-loader