Leonora og Sissels logbog fra Atlanterhavet: Dag 1-10 med motorproblemer og ingen vind
Leonora og Sissel på 25 år har nu krydset Atlanterhavet i deres Beneteau 50. De er ankommet til Antigua og har taget hul på det, som hele deres jordomsejling handler om: Nemlig oplevelser under havets overflade. I denne artikel fortæller de om de første 10 dage af deres Atlanterhavskryds.
Med fem timers tidsforskel, er det ikke altid nemt at finde et tidspunkt, der passer. Men i dag har jeg lokket Leonora og Sissel lidt tidligt op og klokken 8.30 (deres tid) sidder de klar i cockpittet med kaffe og morgenstemmer og er klar til at opdatere mig på deres oplevelser.
De er ankommet til Virgin Gorda på BVI’s og har for alvor taget hul på det liv, som de har arbejdet for at kunne udleve. Med en hård start og en erkendelse af, at det tager tid at lande i eventyret, har der nu indfundet sig en anden ro. De er lige så stille ved at finde deres roller og fortæller, at de lærer noget nyt med hvert hold gaster.
Det er de gode oplevelser, der styrer tiden nu:
- Det er dykkervragene, der bestemmer, fortæller de og fortsætter: Hvor vil vi gerne dykke næste gang? Nu gør vi det, som vi oprindeligt tog afsted for, slår de to kvinder fast.
Jeg vil gerne høre mere om deres Atlanterhavskryds og får Leonora til at dele sin logbog og sine tanker om at krydse et hav med gaster om bord. Om ansvaret, den manglende vind, om de mange ting der går i stykker - men også om følelsen af frihed og stoltheden over, at de nu har klaret det.
I denne artikel kan du læse om dag 1-10 på Atlanterhavet.
Fortsættelsen af Atlanterhavskrydset kan du læse i næste artikel om Leonora og Sissel.
Leonora og Sissel fortæller:
Atlanterhavskryds dag 1-10
Det tog os 20 dage, 17 timer og 56 minutter at krydse Atlanten. But who’s counting? Motorproblemer, generatorproblemer, Iridiumproblemer, først ingen vind og senere næsten for meget vind og en rekordfart på 16,4 knob. Det opsummerer meget godt vores Atlanterhavskryds.
Afgang fra Tenerife
Vi sejlede afsted d. 21 november fra Santa Cruz, Tenerife. Næste stop skulle være Tortola, som er en del af de Britiske Jomfruøer. Vi havde brugt en måned på at gøre båden klar til vores hidtil længste tur, og vi endte også med at sejle afsted tre dage senere end planlagt, da vi ventede på nye membraner til vores watermaker. En temmelig essentiel reservedel.
Stort ansvar, men rutinerne tog over
Der var mange tanker, der gik gennem vores hoveder i tiden op til afgang. Det er et stort ansvar at fylde en båd med mennesker og krydse et ocean. Vores første ocean.
Men på en overskyet dag klokken 11:11 kastede vi fortøjningerne, sejlede ud af havnen og så satte vi os ned og sagde “Det tager jo den tid det tager.”
Det tog ikke mange dage, før alle var faldet på plads i rutinerne. Og netop rutinerne var vigtige for os. Vi havde faste vagter og madplaner for hele turen. Om mandagen spiser vi pasta pesto, om tirsdagen chili sin carne, onsdag er rød karry, osv.
Vi var ni mand ombord på båden og så mange har vi aldrig været før og vi lærte også, at så mange skal vi aldrig være igen. Foruden at handle ind til 26 dage, som var så lang tid, vi kunne regne ud, at det ville tage, hvis vi var pessimistiske med vinden og sejlede med en gennemsnitsfart på fem knob, så skulle vi også handle ind til yderligere 10 dages reserveproviant. Og for at det ikke skal være løgn, så var der senere hen et kort øjeblik hvor vi nåede at tænke, at vi nok ville få brug for vores nødproviant.
Ingen vind
Vi skulle tilbagelægge i alt 2910 sømil. Planen var at sejle SSW indtil vi lå 2-300 sømil vest for Kap Verde, under 20. breddegrad. Herefter ville vi dreje vestover og sejle mod Tortola. Men på dag to stoppede vores Iridium med at virke. Vi har ikke Iridium GO, men derimod den stationære installation, og aftalen var at downloade en vejrudsigt hver morgen og aften klokken 8:00. Vi havde næsten ikke nok vind til at holde vores to forsejl ude trods spilerstager, og tre døgn inde i turen havde vi haft en gennemsnitsfart på lige omtrent 4,5 knob siden afgang fra Tenerife. Og sådan fortsatte det i en uge.
Vores Iridium var fortsat sat ud af funktion, så GRIB-files og vejranalyser var ikke en mulighed. Til gengæld har vi heldigvis en Garmin InReach satellit telefon som vi kunne bruge til at kommunikere med. På den kan vi sende beskeder på op til 160 tegn og vi fik derigennem hjælp af gode venner til at få korte vejrmeldinger undervejs.
Beskederne lød på, at der lå et kæmpe vindstille bælte, der strakte sig helt ned til 16*N, vestover helt hen til Caribien. Så vi måtte fortsætte sydpå omtrent 200 sømil længere end planlagt.
På dag otte bliver det frustrerende
Men på dag otte begyndte det at blive frustrerende. Vinden døde helt ned til fire knob. Vores position var N18*41’ W30*25’ og vi havde et stykke vej ned til syd for 16*N. Vi gik lige omtrent 1,6 knob og et knob af det var egentlig nok bare strømmen, der hev os med. Vi havde tilbagelagt i alt 987 sømil af vores faktiske rute - en gennemsnitsfart på 5,1 knob. Langsommere end vi kunne tænke os, men om ikke andet var det netop, hvad vi havde forberedt os på. Men nu var der ikke nok vind til at holde vores sejl ude, og vi besluttede os derfor for at starte motoren. Vi havde 620 liter diesel med, og det var alligevel nok til at vi kunne gå 6,5 døgn for omtrent 1700 omdrejninger.
Motorproblemer: Kan vi fange passatvinden?
Men som motoren blev tændt og sejlene rullet sammen, så havde vi motorproblemer. Den droppede simpelthen i omdrejninger. Et problem vi havde, inden vi sejlede over Atlanten, og som vi først fejlagtigt troede skyldes dieselpest og dernæst membranen i den manuelle pumpe på brændstoffilteret.
Mens vi lå i Santa Cruz og gjorde båden klar, havde vi derfor monteret inspektionsluger, tømt og renset dieseltankene, skiftet føde- og returslangerne, skiftet filtre OG den manuelle pumpe som vi blev anbefalet af Yanmar.
Det lod til at have løst problemet, men åbenbart kun for en periode. Nu lå vi der og drev 1,6 knob uden vind, uden muligheden for at analysere GRIB filer, og med en kurs mod Venezuela. Der kunne vi være efter 50 dage, hvis vi fortsatte på denne kurs uden vind. Hvis vi gik vestover, ville der være 1939 sømil tilbage. Men der var ingen vind den vej.
Men hvis vi drev længe nok på den kurs, så kom vi vel på et tidspunkt langt nok sydpå til at fange passatvinden?
Gode praktiske hjælpere ombord fikser motoren
Vi kunne også godt til nød få motoren til at køre, hvis vi satte os nede i motorrummet og pumpede på den manuelle pumpe cirka 10 gange i minuttet. Der var også kun omtrent 40 grader dernede, så det var jo ingen sag.
Nu var der ikke så mange muligheder tilbage andet end at det måtte være selve dieselpumpen der var stået af, og den var ikke lige til at reparere herude. Men der var to mennesker, der kom os til gode i denne her situation; Robin, som har været en kæmpe del af vores projekt næsten siden dag et, og Leos far. Det tog faktisk ikke mere end nogle timer for dem at komme frem til den løsning at sætte en jerrycan i cockpittet og køre både føde- og returslangerne ned i den.
Et hævertsystem så dieselpumpen ikke længere skulle suge diesel op af en tank, der lå under motoren, men som nu i stedet lå over motoren. Mindre arbejde for pumpen, og vi satte også den lille pumpe fra slangen til brændstoftanken til påhængsmotoren på. På den måde kunne vi sidde oppe i cockpittet og pumpe, hvis det skulle blive nødvendigt. På denne måde kunne vi faktisk få motoren til at køre uden vores hjælp, hvis vi kørte den på minimum 1700 omdrejninger. Phew.
Plastik overalt i havet
Da det var på plads, kunne vi ånde nogenlunde lettet op. Det var ikke en langtidsholdbar løsning, men om ikke andet kunne vi komme videre nu. Vandet var nærmest fuldstændig havblik, og som vi nu kunne læne os tilbage og stirre ud over horisonten, som vi havde gjort det de sidste otte dage, begyndte der at dukke en masse ting op i vandet.
Vi samlede det ene stykke plastik op efter det andet. Jerrycans og fiskeliner flød overalt omkring os. På et tidspunkt fik Sissel øje på noget i vandet, som hun i et splitsekund troede var en lille hval. Vi besluttede os for at sejle derover, men det var desværre langt fra noget så romantisk og eventyrligt som at støde på en hval.
Som vi nærmer os, går det op for os, at det er en stor havskildpadde, der var viklet ind i fiskeliner. Så snart vi nærmede os, begyndte den at svømme mod os.
Det føltes næsten som en kliché og man kan ikke lade være med at blive lidt vred på menneskeheden når man ligger hundredvis af sømil fra civilisation og støder på en skildpadde pakket ind i plastik, som svømmer hen til os nærmest som om den vidste, at vi kunne hjælpe den.
Vi undrede os over hvorfor vi mon stødte på så meget plastik lige den dag. Men i virkeligheden har vi nok sejlet forbi lige så meget plastik alle andre dage - vi så det bare ikke når vinden blæste og havet var i bevægelse. Vi brugte resten af dagen på at samle det plastik op, som vi nu engang kom forbi.
Så kom vinden og Iridium virker igen
På dag ni kom der lidt vind om aftenen. Faktisk var der nok vind til at vi kunne sætte sejl og gå 5-6 knob for vind. Da solen gik ned, foldede vi biminien sammen og lå alle sammen i cockpittet og beundrede den vildeste stjernehimmel. Vi lyttede til Serendipity med Kyle McEvoy på højtaleren og havde elektriske stearinlys under sprayhooden. Dem kunne vi normalt ikke have ude om natten når vi sejlede, fordi lyset gjorde os natteblinde.
Men ikke den aften. Himlen lyste så meget, at det nærmest ikke var mørkt. Månen bag os var så kraftig, at masten stod som en skygge i forsejlene. Der faldt en ro over båden, som vinden kom tilbage og for første gang fik vi fornemmelsen af, hvor små vi faktisk var derude. Vi var tættere på nogle af de satellitter, vi kunne se på himlen, end vi var på land.
På dag 10 virker vores Iridium ENDELIG igen. Det føltes som en kæmpe lettelse at kunne downloade en vejrudsigt og det så faktisk ud til, at vi snart ville få noget fart i båden. For første gang føltes Caribien ikke så langt væk alligevel.
Læs om resten af turen, når vi her hos minbaad deler Leonora og Sissels oplevelser og tanker i en kommende artikel.
Ruten:
Leonora og Sissel sejlede fra København i juli 2023. Herefter har de sejlet til:
- Cuxhaven, Tyskland
- Dieppe, Frankrig
- Cherbourg, Frankrig
- Cangas, Spanien
- Porto, Portugal
- Calais, Portugal
- Lissabon, Portugal
- Lagos, Portugal
- Porto Santo
- Funchal, Madeira
- Gran Canaria
- Fuerteventura
- Tenerife
- Antigua
- De Britiske Jomfruøer
Båden: Beneteau 50, Bruce Farr design 2002
Længde: 50 fod (14,90 m)
Bredde: 4,50 m
Dybgang: 2,30
Vægt: 13,50 ton (tomme tanke)
Vandtanke: 1.000 liter fordelt på fem tanke
Diesel: 500 liter fordelt på to tanke
Motor: 100 HK Yanmar diesel motor
Kahytter: 4 dobbeltkahytt
er + 1 crew cabin i stævnen med to køjer