Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Holdet fra KAS bestod af Henrik Koefoed Sørensen, Mikkel Vinter Andersen, Anders Jonas Rønn Pedersen og Jesper Schytte Rohde. Foto: Champions Leaguge

KAS åbner sæsonen i Berlin til Sailing Champions League med 9. plads - kun 7 kom i finalen

20 hold deltog til det andet kvalifikationsstævne i Sailing Champions League i Berlin. Blandt deltagerne var holdet fra KAS, som normalt gør sig til i 1.division i Sejlsportsligaen. Konkurrencen var hård, og holdets 9. plads gav ikke adgang til finalestævnet for skipper Henrik Koefoed Sørensen og gaster.

Af Troels Lykke |

Sæsonen i dette års Sailing Champions League-serie er i fuld gang. Denne weekend i Berlin, hvor kun ét dansk hold deltog. Det var KAS fra Kjøbenhavns Amatørsejlklub, der præsenterede den danske Sejlsportsliga og skulle kæmpe om en af de syv attraktive finalepladser i Sailing Champions League.

- Vi forventer, at det bliver svært. Vi har ikke sejlet siden september. Vi havde to træningstimer i dag, og det tyder på svære “sø”-forhold, let og meget springende vind, lød det fra sejler Anders Jonas Rønn Pedersen inden stævnet.

Selvom det ellers garvede hold begyndte med en anenplads og en prik, blev det svært med tiden at følge de tyske, finske og svenske naboer. Samtidig gjorde en DNF det ikke bedre i den samlede oversigt.

De samlede resultater blev derfor: 2, 1, 5, 5, 1, DNF, 2, 3, 4, 2, 5, 4, 6, 5, 3, 1.

Se den samlede resultatliste

9. plads gav ikke adgang til finalen

Holdet endte på en 9. plads, som desværre ikke giver adgang til finalen i Sailing Champions League, der sejles senere på året, hvor kun de bedste fra hvert kvalifikationsstævne får plads.

Til dette stævne var det de syv bedst placerede både, som gik videre, og dermed landede KAS lige udenfor gruppen af besætninger, der senere skal sejle finalen i Vilamoura.

Holdet bestod af: Henrik Koefoed Sørensen, Mikkel Vinter Andersen, Anders Jonas Rønn Pedersen og Jesper Schytte Rohde.

- For mange fejl betød for mange tunge placeringer, og at vi ikke endte, hvor vi havde håbet. Men vi tager glade hjem fra Berlin, vi havde tre fede kapsejladsdage i hyggelige omgivelser, og fik masser af værdifuld træning inden ligasæsonen starter, understreger Anders Jonas Rønn Pedersen.

Første stævne, hvor man kan opleve KAS, er 1. divisions-stævnet i Sailing Aarhus til maj. Her vil landets 21 bedste hold sejle om næste års adgang til Sailing Champions League og DM-guldet, som uddeles senere på året i Lemvig.

Læs den fulde tyske omtale af stævnet og med link til fotogalleri her.
Læs om Sejlsportsligaen her: www.sejlsportsligaen.dk.

Datoerne for dette års Sejlsportsliga er klar:

2. div. - 18/19 maj (pinse) - Aarhus

1. div. - 25/26 maj - Aarhus

 

2. div. - 8/9 juni - Helsingør

1. div. - 15/16 juni - Helsingør

 

2. div. - 10/11 august - X-Yachts Marina Minde (ved Gråsten)

1. div. - 17/18 august - X-Yachts Marina Minde (ved Gråsten)

 

2. div. - 24/25 august - Lemvig

1. div. - 31 august/1 september - Lemvig

Motor
content-loader
content-loader
content-loader