Ægtepar i panik da hustruen sprængte sin blindtarm på Lofoten på Warrior 40

Mikkel Farver, der lige nu ligger i Brejning Havn, skriver til minbaad.dk om en vild episode tidligere på året:

Vi har sejlet en masse sømil denne sommer. Op langs Norges vestkyst, over Polarcirklen, op hvor der er sol og lyst hele døgnet, og hvor der er god plads i alle havne, ved alle små broer og på alle ankerpladser. Målet var Lofoten. Den ”arm” af land og små øer, der stikker ud i Nordatlanten, mellem Bodø og Tromsø.

Vi er Heidi (51) og Mikkel (56) og har udskiftet et travlt arbejdsliv med et liv som fuldtidssejlere. Vi bor på vores båd, September Blue, og har solgt alt, hvad vi ikke har plads til ombord, for at udleve vores drøm om at sejle på fuld tid. Vi har begge to sclerose, og vi vil have det bedste ud af livet. For os betyder det frihed, så lidt stress som muligt og at gribe dagen.  

God planlægning er, for os, et nøgleord til en vellykket tur. Vi havde derfor forberedt os godt til vores eventyr op til Lofoten.

Intet tidspres – vi havde afsat minimum 6 måneder til turen, vi havde undersøgt, læst og talt med andre sejlere, der har taget turen op mod nord. Båden var i topform, nye sejl og alt ombord i rigtig god og vedligeholdt stand. Intet kunne gå galt! 

Med en meget konservativ sejladsplanlægning, med en sødygtig båd, semi-lagkølet, kutterrigget og med en stabil og vel vedligeholdt motor. Vi var med andre ord meget velforberedte på, hvad der ville møde os på den 3000 sømil lange tur. Troede vi. 

Heldige med vind og vejr

Vi var meget heldige med vind og vejr på vores tur nordpå. De berygtede kap ved Stadlandet og Hustavika blev passeret i magsvejr og rolige bølger.

Særligt Stad (eller Stadlandet) er et, til tider, udfordrende sejladsområde, med de krydsende bølger, som har medført en række havarier og forlis. Det er netop på grund af de farlige krydsende bølger, at man i Norge nu er i gang med at etablere en boret tunnel gennem fjeldet Stadlandet.

En tunnel, hvorigennem både op til krydstogtsstørrelse vil kunne sejle igennem for at undgå at sejle udenom Stad. Tunnelen forventes (vist nok) at være klar til gennemsejling i 2030.

Men vi passerede de berygtede kap uden problemer.

Vores tur nordover gik helt planmæssigt. Vi strøg over fra Thyborøn til Egersund og sejlede derfra støt mod nord. Vi havde flere 20-40 timers sejladser, hvor vi udnyttede det tiltagende lys om natten, som endte med lys hele døgnet – fantastisk.

Mange ankerpladser og havne og broer blev besøgt. Enkelte fjorde blev udforsket – særligt fjorden ind til Svartisen var magisk.

Udsigt til Norges største gletsjer

Vi lå i enden af fjorden med uhindret udsigt til Norges næststørste gletsjer, Svartisen. Imponerende på trods af det faktum, at gletsjeren bliver mindre og mindre, og dermed gåturen op til gletsjeren længere og længere. Men vi fik da hentet gletsjer-is, i en termokande, til vores medbragte whiskey, som vi nød under midnatssolen i cockpittet.

Fra vores gode ven Robert havde vi fået en flaske champagne, som vi havde besluttet, vi ville åbne, når vi nåede til vores mål, Lofoten.

Det sidste stræk op til Lofoten gik fra den lille ø Bolga, lige udenfor indsejlingen til fjorden der fører ind til Svartisen.

Vi havde et par gode dage på Bolga inden afsejling. Skønne gåture og et (for os) sjældent besøg på øens eneste restaurant. 

Nu var det nu! Sidste dagssejlads, og vi ville ankommet til vores mål i løbet af den sene eftermiddag eller tidlige aften. Målet var Kirkefjorden, en fjord ikke så langt fra Reine, som vel for de fleste betegnes som Lofotens ”hovedstad”. 

Sejladsen til Kirkefjorden gik planmæssigt, og vi glædede os – igen igen – over vores mastehøjde på 17 meter over vandet, som har givet os adgang til mange dejlige fjorde. Indsejlingen til Kirkefjorden (og mange andre fjorde) går under en bro med netop de 18 meters frihøjde.

Vi ankom til Kirkefjorden først på aftenen, og fandt et sted i den smalle fjord, hvor vi kunne lade ankeret gå, med nok plads til at svaje rundt, og uden at droppe ankeret ovenpå de i søkortet angivne søkabler.

Vel ankommet til Lofoten - men så gik det galt

Vi havde nået vores mål for sommerens tur – vi var vel ankommet til Lofoten.

Champagnen fra vores ven Robert, som vi jo ville åbne og drikke ved ankomsten til vores mål, var allerede, dagen i forvejen, blevet lagt på køl. Efter en lang dags sejlads var vi lidt trætte, og Heidi havde lidt uro i maven, så vi besluttede at gå til køjs og lade champagneproppen springe den følgende dag.

Skreg af smerte

Sådan gik det ikke.

I løbet af natten, for anker i Kirkefjorden, fik Heidi mere og mere ondt i maven. Jeg vågnede ved, at Heidi lå på dørken og skreg af smerte. Det var nærmest umuligt at røre ved hende – hun bare skreg og skreg. Det skal lige siges, at min skønne kone ikke er en pivskid, og at hun ikke normalt klager sig over lidt smerte.

Så jeg vidste, at der var noget helt galt. Hun havde smerter i hele kroppen, men særligt i den nedre del af maven.

Og der lå vi så. For anker i Kirkefjorden i Lofoten, helt og aldeles alene.

Smerterne var så slemme, at vi måtte kigge dybt i vores medicinkasse. Vi vurderede, at en enkelt Tramadol muligvis kunne tage lidt af smerterne – som sagt så gjort. Men Heidi skreg stadig af smerte.

Jeg tænkte: Hvordan får jeg fat i en læge eller noget hjælp her, tidligt tidligt om morgenen, midt i en fjord i det nordlige Norge, nord for Polarcirklen.

Først ville jeg ringe 112

Min plan var to-delt. Først ville jeg forsøge at ringe 112, og hvis der ikke var telefonsignal, ville jeg sende PAN-PAN via VHF radioen.

Der var mobilsignal, så jeg fik hurtigt kontakt til det Norske Politi. Jeg satte dem hurtigt ind i situationen og blev straks stillet videre til en læge. Lægen havde nogle spørgsmål om Heidis tilstand, til hvilket jeg blot kunne sige (jeg talte engelsk med lægen for at sikre et minimum af miskommunikation): ”She is screaming and screaming and has serious pain in her lower stomach. She is normally not a pussy, so her pain is really really bad”.

Jeg anmodede om at få fat i en ambulance til den nærmeste havn hvor vi kunne gå ind med vores båd September Blue. 

Det var Reine, en god halv times sejlads fra hvor vi lå for anker. Den flinke læge bekræftede, at der ville være en ambulance i Reine havn, og at de (ambulancefolkene) ville stå klar til at modtage os i havnen. Der blev udvekslet telefonnumre og detaljer om, hvordan September Blue ser ud (skrogfarve, kendetegn osv.).

Få fat i læge til Heidi

Jeg/vi havde en ret klar fornemmelse af, at der skulle sættes fart på at få Heidi til en læge.

Så gang i motoren og op med ankeret. Selvfølgelig skulle sikringen til ankerspillet naturligvis, lige præcis denne morgen, slå fra, så jeg måtte ned og slå sikringen til igen (noget der næsten aldrig sker). Men op kom ankeret, og så ellers bare fuld knald på maskinen og ud af Kirkefjorden og over til havnen i Reine. Fendere og fortøjninger på, i en fart. Heidi lå stadig på dørken og skreg.

Da vi kom ind til havnen i Reine, stod ambulancefolkene klar til at modtage os. Tramadolpillen havde nu taget en lille bitte smule af smerten, så vi kunne få Heidi fra borde og op i ambulancen. Jeg fik båden fortøjret så godt, jeg kunne, og løb op til ambulancen, hvor redderne allerede var i gang med den første af mange morfinindsprøjtninger.

Jeg blev tilbudt at køre med i ambulancen til hospitalet. Det var en god løsning, da vi fik at vide, at det nærmeste hospital lå i Gravdal, én times kørsel fra Reine.

Så Heidi blev installeret på båren i ambulancen sammen med den ene redder, og jeg på forsædet med den anden. Så var det ellers en times kørsel med ”horn og lygter” fra Reine til hospitalet i Gravdal. På trods af morfinen, kunne jeg stadig høre Heidi beklage sig bag i ambulancen. Særligt når vi kørte over ujævnheder og bump på vejen.

Sprængt blindtarm

Redderne kom med en første vurdering af, hvad der kunne være galt med Heidi:  Sprængt blindtarm!

På hospitalet i Gravdal blev Heidi modtaget og undersøgt omgående, og efter en scanning blev hun lagt i narkose, og hendes blindtarm blev opereret væk. Blindtarmen var sprængt, så en masse væske var løbet ud i bughulen og maven.

Da operationen var overstået, var det en Heidi med meget færre smerter, men med drop med antibiotika og morfin, samt en slange (dræn) der stak ud af maven på hende og ned til en pose der skulle opsamle al væsken.

Nu var Heidi stabiliseret, det værste og farligste var overstået.

På hospital i en uge

Heidi forblev indlagt på hospitalet i en god uges tid. Jeg fik sejlet båden fra Reine til en lille havn i Gravdal, så jeg kunne gå fra September Blue og op til hospitalet, mens hun var indlagt.

Efter udskrivning fra hospitalet fortsatte vores eventyr i Lofoten, og vi sejlede efter et par uger i området stille og roligt sydover igen.

Det er ikke uden grund, at sprængt blindtarm beskrives som en sejlers mareridt. Der er ikke meget, man kan gøre, når først skaden er sket – det eneste der kan redde livet er en operation, hvor blindtarmen fjernes, og der gives en heftig antibiotikakur.

Vi har talt om, at det gode er, at Heidi aldrig vil opleve en sprængt blindtarm igen, og måske jeg skulle overveje at få min blindtarm præventivt fjernet. Der er dog mindre og mindre risiko for en sprængt blindtarm, jo ældre man bliver, så måske er jeg allerede udenfor risiko....

Vi er glade for, at vi, trods alt, ikke var alt for langt fra civilisationen, og ikke lå midt i Skagerrak (som vi gjorde nogle få uger forinden), da det skete.

Mange har spurgt, om ikke der var nogle indikationer på, at noget var galt, inden ulykken skete. Om ikke Heidi kunne føle, at noget var under opsejling.

Jo, Heidi havde lidt uro i maven dagene forinden. Vi talte om det, men slog det hen med, at vi måske havde spist noget, der ikke var godt for maven. Både Heidi og jeg selv har sclerose, måske derfor er vores smertegrænse lidt anderledes end hos de fleste, i hvert fald var der ikke alarmerende smerte, før det gik helt galt.

Og champagnen, den har vi endnu – vi afventer en ny destination, hvor vi vil lade proppen springe.     

Mikkel Farver

Instagram: www.instagram.com/sailingseptemberblue/