Gå til hoved-indhold
Havne
Stephanie Sommer nyder østemningen i Ærøskøbing. Privatfoto

Sommerhavne: Ærøskøbing – en stor og moderne havn med stemningen fra en lille ø

Faciliteterne er i top – og det samme er den unikke østemning, der ellers typisk kendetegner de mindre øhavne. 34-årige Stephanie Sommer fra Juelsminde fortæller fra Ærøskøbing.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Her på Ærø, hvor Stephanie Sommer, der til daglig arbejder som selvstændig fotograf, og kæresten lagde til i deres daværende Bavaria 350.

Stephanie Sommer, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?

- Uden tvivl Ærøskøbing. Som barn var vi på sommerhustur her, og i 2020 lykkedes det at sejle hertil i vores egen båd. Vi var på vej rundt om Fyn på 14 dages sommerferie, og Ærø lå derfor som et naturligt stop på togtet. 

- Vi var her næsten en uge, og det var skønt. Det var godt vejr alle dage, hvilket selvfølgelig betyder en del for, hvor meget tid man kan få til at gå der. 

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske sommerhavne?

- Selve havnen er stor i forhold til øens størrelse, hvilket betyder, at faciliteterne er i top. Samtidig har de formået at bevare stemningen fra en lille ø, som vi kender det fra eksempelvis Tunø og Endelave. 

- Transpurtmulighederne til og fra havnen er gode, da du både kan cykle og tage bussen rundt på øen, ligesom der går færger til Fyn. Det benyttede vi, da vi havde gaster, der skulle sættes af på en ø, hvor de let kunne komme hjem fra.

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Ærøskøbing?

- Har man børn eller SUP ombord, er der en meget lavvandet strand bag havnen, der er ideel til småbørn og SUP-boarding. Vil man gerne ud og opleve, er det muligt at leje cykler på havnen og tage afsted til øens småbyer og de oplevelser, der venter her.

- Særligt Ærø Whiskey Destilleri var en god oplevelse, ligesom der også er en fremragende golfbane samt en ruin fra Middelalderen. Derudover spiste vi frokost på en af de hyggelige fiskerestauranter i Marstal og besøgte Søby Volde, hvorfra der er en meget smuk udsigt over havet.

Hvis noget skulle forbedres i Ærøskøbing, hvad skulle det da være? 

- Cykelforholdene øen rundt er rigtig gode, men i de små byer er der ofte brosten, som er mindre fornøjelige at cykle på. Det er dog egentligt ikke en ulempe, da man så blot trækker cyklen og nyder stemningen mellem bindingsværkshuse og stokroser.

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- Vi har kun været gode steder, hvor det har været nemt at betale for bådpladsen, selvom jeg nogle steder vil mene, at det er for dyrt, især hvis man ikke får sin egen plads. Vi ankom eksempelvis til Ærø efter en storm, hvor mange både var strandet i Ærøskøbing, fordi vandet var blæst ud af havnen, og fordi det var for voldsomt for mange at sejle i. 

- Da vi ankom ved 16-tiden, måtte vi lægge os udenpå fem andre både, og derved ligge i sjette række ind til broen. Alligevel var det hyggeligt, for alle var hjælpsomme med at få båden gjort fast. En hjælpsomhed, som jeg generelt synes kendetegner sejlerne.

Ærøskøbing Havn: 

Havnepladser: 275 (80 gæstepladser)

Faciliteter: Toilet, cykeludlejning, brændstof, indkøb m.v.

Frihavn: Nej

Havnetakster: 210 kr. (9-12 m)

Hjemmeside: aeroehavne.dk

Motor
content-loader
content-loader
content-loader