Gå til hoved-indhold
Havne
Skaderne var store på havnen i Bøgeskov efter stormfloden i oktober. Foto: Bøgeskov Havn / Facebook

De første gæstesejlere har besøgt stormflodsramte Bøgeskov Havn

Det er lykkes lystbådehavnen på Stevns at genopføre halvdelen af gæstepladserne til den nye sæson. Havnen mangler fortsat 15-16 millioner kroner til genopbygningen, forklarer næstformand, Leif Larsen.

Af Sara Sulkjær Hansen |

En gruppe mænd er trukket i arbejdstøjet på Bøgeskov Havn. I fællesskab forvandler de aflange planker til et rækværk, der skal pryde havnens nye bro.

Det er frivillige som mændene her, der har spillet en afgørende rolle for, at Bøgeskov Havn nu har budt de første gæstesejlere velkomne. 

Besøg, der var vanskelige at forstille sig efter de voldsomme skader, der ramte havnen efter stormfloden sidste år:

- Det er meget sørgeligt dét, der er sket med vores havn. Det kræver sammenhold, og at folk trækker i arbejdstøjet, understreger næstformand og tidligere havnefoged på havnen, Leif Larsen, overfor Minbaad.dk.

Det største arbejde venter på land

Havnebassinet er renset og ryddet. Molen er restaureret. Havnekontoret, der måtte lade livet under stormen, er erstattet af en skurvogn. 

Elektriciteten finder snart vej til broerne. Alligevel er to do-listen fortsat lang – men det er ikke på havnen, at det største arbejde venter:

- Den helt store opgave lige nu er, at vi skal søge de store fonde, så vi kan komme videre med genoprettelsen af havnen, som den var. Skal det hele op at køre, må vi sikre os et beløb på 15-16 millioner kroner, forklarer Leif Larsen.

Donationer har gjort forskellen

En halv million er indtil videre sendt mod havnen fra private og lokale virksomheder, der har givet havnen en altafgørende hånd på et kritisk tidspunkt.

- Det betyder fantastisk meget, for ellers var vi ikke kommet videre. Det er vi meget taknemmelige for, påpeger Leif Larsen, der ser frem til at byde gæstesejlere velkomne i pinsen:

- Hvor vi før havde tyve gæstepladser, har vi i dag ti, men toilet- og badefaciliteterne fungerer. Det var stort set det eneste, der stod tilbage efter stormfloden, forklarer han.

Læs mere om Bøgeskov Havn her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader