Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Byggeriet på Lynetteholmen påvirker lystsejlerne i København. Foto: Cowi / Arkitema / Tredje Natur

Læserbrev: Lystsejlerne tvinges til at sejle efter ”Anders And-kort” ved Lynetteholmen

- Jeg forudser massive problemer for fritidssejlere i den kommende sæson. Navigatør og skibsfører, Peter Kirkegaard, er ikke i tvivl: De mange lystsejlere, der navigerer efter apps og andre elektroniske søkort, kommer i vanskeligheder omkring Lynetteholmen.

Af Peter Kirkegaard |

Byggeriet af Lynetteholmen er omfattende. Det mærker sejlerne nær København, der nu skal forholde sig til nye afmærkninger og signaler. Peter Kirkegaard, navigatør og skibsfører, blogger om problematikken:

Som det nok er de fleste (københavnere) bekendt, er anlægsarbejdet til Lynetteholmen i fuld gang. Til alle andre vil jeg sige: PAS PÅ! Dit søkort er formodentligt IKKE korrekt opdateret!

Ét af det største anlægsarbejder til søs i Danmark i nyere tid medfører store forandringer i sejlads tæt på København sammenlignet med sidste år. 

De officielle myndigheder dropper søkortene

Jeg forudser derfor massive problemer for fritidssejlere i den kommende sæson - her er hvorfor: 

Det grundlæggende problem er, at søkort i Danmark er stærkt beskyttede og kun tilgængelige ved køb af de seneste officielle versioner i enten papirformat eller mere professionelt som ENC s-57 elektroniske søkort.

Det betyder, at selv ikke officielle myndigheder som Søfartsstyrelsen, Geodatastyrelsen selv, By og Havn (havnemyndighed for København), hverken må eller vil anvende søkort som baggrundskort.

Eksempelvis anvender Søfartsstyrelsen “Open streetmap”, et landkort, til at vise navigationsadvarsler og efterretninger for søfarende. 

Selvskabte plager

I Danmark har Geodatastyrelsen eneretten til at fremstille søkort af farvandene omkring Danmark og Grønland, jf. § 5, stk. 2 i lov om stedbestemt information. Dette indebærer, at Geodatastyrelsen har ophavsretten til søkort, hvilket er blevet stadfæstet i Højesterets dom afsagt den 6. februar 2014.

Geodatastyrelsens eneret indebærer eneretten til at fremstille eksemplarer af søkort. Derudover indebærer eneretten retten til at gøre søkort tilgængelig for almenheden ved spredning, visning og offentlig fremførelse, jf. §2 i ophavsretsloven.

Ovenstående rettigheder betyder, at Geodatastyrelsen skal give tilladelse, inden et eksemplar af et søkort udbydes til salg, udlejes, udlånes eller på anden måde spredes til almenheden.

Det er derfor, vi sejlere må nøjes med "Anders And-kort" og andre gratis landkort, som næppe højner sikkerheden til søs for fritidssejlere og andre brugere af havet.

Ét er et søkort at forstå, et andet skib at føre

Jeg havde i weekenden den store fornøjelse af at være censor for teoretiske prøver til Duelighedsbevis i sejlads hos Sundby Sejlforening.

I den forbindelse fandt jeg det rimeligt at drøfte besejlingen af Københavns Havn med fritidsfartøjer, da det jo er en del af lokalområdet.

Ved nærmere undersøgelse af reglerne for besejling af Københavns Havns havneområde kunne vi konstatere, at det er urimeligt vanskeligt at finde de korrekte oplysninger. Se blot samtalen nederst i artiklen.

Hvordan skal man kunne sejle i nedsat sigtbarhed i et ”Anders And-kort”?
Jeg tror, mange fritidssejlere vil få sig en overraskelse i den kommende sæson, hvis de vælger at sejle vest for Middelgrunden.

I realiteten er der jo mange, som anvender en iPad eller lignende til fritidssejlads. I god tro, for der er jo måske betalt “abonnement", eller man antager, at det elektroniske søkort er opdateret.

Dette er bare ikke tilfældet, prøv selv at se efter.

Ingen vil betale

Havde man valgt at offentliggøre, hvordan kortet officielt ser ud (kort 134), ville de fleste let kunne se, hvor man må sejle, og hvor man ikke længere må færdes ud for København.

Men så skal “nogen" betale Geodatastyrelsen for tilladelsen til at offentliggøre kortet, og det er ikke billigt. Jeg formoder således, at den eneste årsag til, at der anvendes "Anders And-kort” er, at Geodatastyrelsen skal have indtægt. Næppe en metode, som højner sikkerheden til søs, særligt ikke for fritidssejlere.

Men nej, man ansvarsfraskriver sig ved at give By og Havn kompetence til at fastsætte regler for sejlads inden for havneområdet, som altså er større end de fleste lige ville regne med, også udenfor havnen.

Dette gøres med et “Anders And-kort”, som vel ikke er beregnet til navigation. 

Ikke alt er, som det plejer

I Sverige udgiver Sjofartsverket en online kortviser, som i det mindste giver et overblik. Det gør man ikke i Danmark, medmindre man køber rettighederne til offentlig visning hos Geodatastyrelsen.

Selvskabte plager eller en pengemaskine? Døm selv. Men vær opmærksom i den kommende sejlersæson - ikke alt er, som det plejer.

Det bedste sejlerhilsner
Peter Kirkegaard
Navigatør og skibsfører

Samtale om sejlforholdene i København

Censor: Hvordan vil du sejle i området (Københavns Havn), og hvor kan du finde oplysninger om besejling ind/ud af Københavns Havn?

Studerende: Jeg vil anvende elektronisk søkort som eksempelvis Krak til søs, Skippo, Navionics eller lignende. 

Censor: Nej! Disse kort er ikke opdaterede!

Studerende: Så vil jeg kigge på Sejlsikkert-appen eller FCOO.dk.

Censor: Ne, disse sider indeholder ikke søkort, og oplysninger om forbudsområdet er vanskeligt tilgængelige. Hverken DMI, FCOO eller Sejlsikkert-appen må anvende søkort som baggrund for deres hjemmesider eller apps.

Studerende: Jeg vil kigge i den danske havnelods.

Censor: Nej! Havnelodsen er ikke opdateret! Oplysninger er vanskeligt tilgængelige! I havnelodsen står der dog:

" *21 . december 2023 har Trafikstyrelsen forlænget den godkendte dispensation fra Københavns Havns havnereglements § 21, nr. 1 og 3 således, at By og Havn tillægges kompetence til at fastsætte regler for fritidsfartøjers sejlads gennem Kronløbet efter konsultation med Søfartsstyrelsen. "

Studerende: Ja, det skal man så lige vide! 

Censor: Hvis man efterfølgende søger på Københavns Havns havnereglement, finder man By og Havns hjemmeside om Lynetteholmen. By og Havn har lavet infoplakater i “Anders And-format”  og henviser desuden til Efterretninger For Søfarende.

Studerende: Hvis man så kigger på Efterretninger for Søfarende på Søfartsstyrelsens hjemmeside, bliver man så klogere?

Censor: Nej, man finder ud af, at det er By og Havn, som fastsætter reglerne. Altså tilbage til “Anders And-plakaten”

Studerende: Hvis jeg gerne vil have et opdateret søkort over området, hvad gør jeg så?

Censor: Du køber papirsøkort nummer 134 i seneste version hos for eksempel Weilbach eller Stibo Complete. Hvis man kigger nærmere på papirkort 134, vil man tydeligt se de nye bøjer og kunne udtage positioner til navigation.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader