Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
I Redningsmanden fortæller Søren ’Lomme’ Larsen om sit liv i Kystredningstjenesten og en hverdag ved Vesterhavet.

Redningsmand i ny bog: »Det er altid havet, der sætter grænsen mellem liv og død«

Søren ’Lomme’ Larsen er en af hverdagens helte. I mere end 40 år har han sat livet på spil for at redde liv i Vesterhavets store bølger, lumske revler og voldsomme strøm. Nu udkommer bogen 'Redningsmanden –  med livet i hænderne og havet som skæbne'.

Af Troels Lykke |

Mange har i tidens løb mødt døden i havet, når det, der skulle have været en fornøjelig leg i bølgerne, endte galt, eller når selv det bedste sømandskab ikke slog til.

Til gengæld og lykkeligvis er mange blevet reddet takket være de redningsmænd, der døgnet rundt er på vagt langs kysterne.

»Når jeg – efter nogen tøven – mener mig i stand til at fortælle om netop det arbejde, er det, fordi jeg selv har været en del af det gennem 40 år. Jeg tror, jeg kan stå inde for, at jeg har prøvet det meste, når det gælder dramatiske og farlige redningsaktioner på havet, hvor liv og store værdier stod på spil. Undertiden også aktioner hvor jeg kun med nød og næppe selv slap med livet i behold. Jeg har – heldigvis som oftest – følt glæden ved at redde liv på søen, men jeg har også mærket tristheden, skuffelsen og tomheden, når det ikke lykkedes. For til syvende og sidst er det altid havet, der sætter grænsen mellem liv og død. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.«

Fortæller om hverdag ved Vesterhavet

I Redningsmanden fortæller Søren ’Lomme’ Larsen om sit liv i Kystredningstjenesten og en hverdag ved Vesterhavet. Han har hjulpet både badegæster og fiskere, sømænd og hunde i land, når de blev fanget af hestehuller, strømmen eller stormvejr.

Det handler om at redde liv og om at forholde sig til situationen, når det ikke lykkes. Det handler om altid at være klar, når alarmen lyder. For man er redningsmand døgnet rundt, og det kræver en familie, som accepterer, at deres kære selv kan drukne i forsøget på at hjælpe andre.

Søren ’Lomme’ Larsen (f. 1957) har været frivillig redningsmand på redningsstationen i Hvide Sande fra 1983-2023. I dag er han frivillig hos Dansk Søredningsselskab i København. Han holder foredrag landet over, hvor han fortæller om arbejdet som redningsmand.

Redningsmanden –  med livet i hænderne og havet som skæbne

Søren ’Lomme’ Larsen i samarbejde med Preben Lund

FAKTA

237 sider

Illustreret i farver

Indbundet

299,95 kr. (vejl.)

UDKOMMER

28. oktober 2024

Bogen kan købes her: www.frydenlund.dk/true-crime/redningsmanden-21296

Motor
content-loader
content-loader
content-loader