Stort puslespil i Slagelse: Over 50 sejlere har både placeret hos konkursbo
Premium Både er erklæret konkurs. Tilbage står over 50 bådejere, der venter på at få deres fartøjer ud af konkursboet efter en vinter under virksomhedens tag.
De nervøse miner var mange, da Premium Både i Slagelse den 30. januar blev begæret konkurs.
Over 50 sejlere har deres elskede fartøjer placeret hos virksomheden, der har specialiseret sig i at sælge lystbåde og udstyr samt at vinteropbevare både.
Kurator er på sagen
Skal man tro konkursboets kuratur, Bo Christensen, kan sejlerne dog ånde lettede op. Arbejdet med at bringe bådene ud fra ejendommen i Slagelse til deres retmæssige ejere er påbegyndt, lover han:
– Det bliver noget af et puslespil at sørge for, at alle bådejere får deres både ud, men vi er i gang og de involverede vil få direkte besked fra os, forklarer Bo Christensen til Sjællandske Nyheder og bakkes op af virksomhedens direktør og ejer, Thomas Paaske:
- Folk vil blive kontaktet af kurator, så bådene kan blive udleveret til deres retmæssige ejer. Der står i skrivende stund 56 både, som alle kommer tilbage til deres ejer, lover den nu forhenværende direktør af Premium Både i en udtalelse fra hans advokat.
Konjunkturnedgang blev stopklods
Historien for Premium Både blev kort. I 2020 så virksomheden første gang dagens lys, inden det nu, fire år senere, må smække døren i.
Det er ikke mindst de vanskelige år efter corona-pandemien og de generelle konjunkturændringer, der har tvunget Premium Både i sænk:
– Firmaet er blevet ramt af en generel konjunkturnedgang på markedet for både og har derfor valgt at stoppe, forklarer kurator Bo Christensen.
Kilde: Sjællandske Nyheder