Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det er råt i Hirtshals, men københavneren fik en skideballe, hvor stationslederen forklarede ham, at det er tåbeligt at sejle alene og ikke være mere forberedt. Arkivfoto: Troels Lykke

33-årig solosejler fra København gik i panik nord for Hirtshals, selvom der ingen fare var, mener redningsstation, der skældte ud

Tirsdag måtte Hirtshals Redningsstation på en syv timer lang redningsaktion, da 33-årig københavner var gået i panik til havs. Manden var på vej til Norge i en lånt sejlbåd. - Der var faktisk ingen fare på noget tidspunkt, men han var blevet pisse bange, forklarer stationsleder Allan Jellesen til TV 2 Nord.

Af Troels Lykke |

Manden ville sejle fra Skagen til Lille Sund i Norge i en lystbåd, som han havde lånt af en kammerat. Men selvom manden var vant til at sejle i andre farvande, så var Skagerrak altså ikke et sted, han før havde sejlet. Og det blev udslagsgivende.

- Der blæser jo på en anden måde her, og havet er bare noget andet. Manden bliver for alvor taget på sengen af blæsten, da han er omkring 25 kilometer nord for Hirtshals, og så ender han med at gå i panik, forklarer stationslederen fra Hirtshals Redningsstation.

Manden kom i kontakt med en nærliggende fiskekutter, der sørgede for at holde kontakt til ham og ringer efter hjælp.

- De kunne ikke gøre noget, for båden ville drive væk, hvis de tog ham med, forklarer Allan Jellesen til TV 2 Nord (se sejlbåden).

Fik skældud på land

Derfor måtte redningsstationen i aktion og redde manden i land.

- Han fik rent ud sagt en skideballe, hvor vi fik forklaret ham, at det er tåbeligt at sejle alene og ikke være mere forberedt, konstaterer stationslederen, der i samme ombæring kommer med et opråb.

Det er nemlig langtfra første gang, de oplever, at folk må reddes i land, fordi de sejler ud, når de ikke skal eller er forberedte.

- Det er ikke så slemt ved os, som det er ved stationen i Skagen, men der er tit redningsaktioner om sommeren, da folk tror, de er verdensmestre, fordi de har sejlet andre steder før, siger stationslederen.

Syv mand deltog i redningsaktion

Til tirsdagens aktion blev der sendt både en større og en mindre båd ud, mens der var hele syv mand involveret i aktionen.

Bevæger man sig ud til havs i Skagerrak og Nordsøen, opfordrer stationslederen til, at man holder sig kystnært og tjekker vejrudsigten, da farvandet er andet end Kattegat.

Kilde: TV 2 Nord

Motor
content-loader
content-loader
content-loader