Vejle-sejler Anders Johansen med i rå offshore Shetlands Race med svensker
JPK 10.30-sejler Anders Johansen har sejlet 500 sømil til Bergen ved Norges vestlige kyst for at deltage i Shetlands Race. I dag gik starten mod Shetlandsøerne, hvor man efter 190 sømil holder en pause, hvorefter turen går tilbage til Bergen. Følg Vejle-båden på YB-Tracking.
Arkitekt Anders Johansen er en af Danmarks mest aktive solo-sejlere. Han har flere gange deltaget i Danmark Rundt fra Aarhus og i Silverrudder fra Svendborg. I de seneste år er det foregået i Anders' franske JPK 10.30, en drøm af en meget rost kapsejladsbåd, der er skabt til at surfe på store bølger.
Som seneste skud på kapsejlads-stammen er Johansen sejlet tog den 500 sømil lange tur henover Skagerrak til Bergen for at deltage i Shetlands Race, hvor starten gik onsdag middag.
Pause på Shetlandsøerne
Shetlands Race er en 190 sømil sejlads i Norskehavet til Shetland, hvorefter der er pause for sejlerne, før der returneres til Bergen i det vestlige Norge.
Til Minbaad.dk forklarer Anders Johansen:
- Jeg sejler doublehand med min svenske kammerat Göran Artman. Han har også sejlet mange Silverrudder og around Danmark races i sin X-382. Vi er her i Shetlands Race for udfordringens skyld, på en lidt rå off-shore sejlads. Vi er eneste danske båd, de fleste er norske. Vi regner med at ramme Shetland sent torsdag eller tidlig fredag, siger sejleren til Minbaad.dk.
Følg Anders Johansen og Göran Artman på Facebook, hvor der blandt andet vises video fra starten.
Stævne-site: www.shetlandrace.no/ - YB Tracking