Ramt af hval i Atlanterhavet - Københavner-familie ankommet til Caribien i Luffe 48 efter hård tur

Familien forlod København i august i deres Luffe 48 og er nu kommet til Caribien.

Amalie Holch Schmidt, 36 år, og Jonas Holch Midtgaard, 40 år, sammen med deres tre børn: Mynthe på ni år, Matheo på otte år og Menya på fire år, har nu krydset Atlanterhavet med ARC plus, hvor de blev nummer 1 i deres kategori

Meget gik galt på Atlanterhavet og båden blev ramt af en hval

Familien sejlede fra Gran Canaria den 5. november og efter et stop på syv dage på Kap Verde, fortsatte de til Grenada, hvor de ankom den 1. december. Familien deltog i ARC’en og kom ind som nr. 1 i deres klasse og som nr. 2 i “cruising overall” med 68 både i alt.

Flot placering og en vigtig oplevelse for hele familien, som ellers havde en meget hård tur over Atlanterhavet.

- Jeg føler næsten, at alt der kunne gå i stykker på båden, gik i stykker, udbryder Amalie og begynder at remse op:

• Begge toiletter satte ud, så alle syv måtte besørge i den samme spand. De blev heldigvis fikset på Kap Verde.
• Generatoren gik i stykker, hvorfor vi havde begrænset strøm.
• Vi havde kun autopilot i to dage, derefter selvstyrede vi hele vejen. Virkelig hårdt! Især om natten, hvor det krævede ekstremt meget koncentration.
• Vores spilerstage knækkede (klart fordi vi pressede båden for meget).
• Vores Code 0 flækkede, hvorfor vi hver dag måtte have den ned og reparere med gaffa tape.
• Vi blev snydt i Mindelo med en gasflaske, der var under halvt fuld, så de sidste otte dage af vores kryds kunne vi kun koge noget én gang om dagen. Så ingen pandekager eller andet lækkert til at skabe hygge.

- Og ja, så blev vi ramt af en hval, fortsætter Amalie: What are the odds! Vi blev vildt forskrækkede, lige da det skete. Det var kun Jonas og jeg, der var oppe og vi hørte pludselig et kæmpe bang og en rullen i båden. Få sekunder efter dukkede en hval op bag båden. Vi havde svært ved at vurdere størrelsen, da der var stor bølgegang. Der går mange tanker igennem ens hoved, når sådan noget sker; Sårede vi hvalen? Angriber den os nu (totalt irrationelt)? Er der sket noget med båden? Vil det ske igen? Det var svært at slappe af bagefter, forklarer Amalie.

Ikke mange rolige dage

Da vi snakkede med Amalie inden afgang fra Gran Canaria, var hele besætningen meget bevidste om, at vejret ikke var optimalt og de forberedte sig på, at det ville blive nogle hårde dag med meget vind og bølger på vej til Kap Verde. På trods af mental forberedelse, var det en voldsom oplevelse særligt for Amalie og de tre børn.

- Vi var klart bange undervejs, slår Amalie fast og fortsætter: Især strækket fra Las Palmas til Mindelo, hvor vi havde over fire meter høje bølger og 13-15 s/m i mere end fem dage i stræk. Det tog helt vildt på vores kræfter, og det blev tydeligt, at Peter (vores gast) og jeg, ikke er erfarne sejlere. Selv Dag (vores anden gast) havde to voldsomme ufrivillige bomninger (bom-preventeren knækkede), selvom han er en meget erfaren sejler, hvilket understregede, hvor udfordrende vejret var. Masten klarede det, men vores bord i cockpittet blev trukket helt skævt.

Det kneb med at finde ro på båden, da vejret var udfordrende i alle otte dage. Det medførte en udmattelse hos hele besætningen.

- Generelt oplevede vi et meget uroligt Atlanterhav, hvilket betød, at det størstedelen af tiden var svært at få sovet. Selv når vi bandt os fast, var kroppen hele tiden i bevægelse. Og så vågnede de tre små en del på grund af lydene, bølger gennem utætte luger og en meget rullende båd. Så alle var i søvnmangel, fortæller Amalie.

Vi klarede det sammen!

På trods af vejrmæssige udfordringer, en båd, der blev testet og mange ødelæggelser ombord, er der også stunder, som har været betydningsfulde for Amalie.

- For mig var det klart morgenerne, hvor temperaturen stadig var under 30 grader, og hvor ungerne, Jonas og jeg alle sad sammen i cockpittet mens solen stod op, der var helt særlige. Derudover var der en helt særlig fællesskabsfølelse. Den vil jeg aldrig glemme, deler Amalie med mig.

Konkurrenceelementet holdt os oppe

Når Amalie fortæller om deres tur, får jeg lidt ondt i maven over alle de ting, de har kæmpet med undervejs. Men det er samtidig også tydeligt at høre en stolthed over at de klarede det sammen og at de rent faktisk fik en imponerende placering i den konkurrence, som ARC’en jo er. Familien kom ind som nummer 1 i deres kategori og som nummer 2 i “cruising overall” med 68 både i alt.

- Konkurrencen holdt os på mange måder oppe undervejs, fortæller Amalie. Vi havde ligesom noget at være fælles om. Vi skulle lægge strategi, skifte sejl osv. Og så var det spændende at følge de andre på appen og se hvordan stillingen hele tiden ændrede sig.

Amalie fortæller videre:

- Ydermere er Jonas jo gammel kapsejladser, så det var en stor drøm for ham også at have konkurrenceelementet med, og endda ende med at vinde. Til gengæld var det også en svær balance undervejs. For hvornår blev båden presset for meget, og hvornår skulle der tages hensyn til, at vi var en familiebåd. Nu hvor vi er kommet sikkert i mål, var det helt sikkert det værd, men jeg kan også godt høre, når jeg taler med andre både, at krydset har krævet meget mere af os, bl.a. fordi vi gik så strategisk til sejladsen.

Noget tid efter familien var kommet i land, kulminerede det hele i ARC’ens afslutningsfest, hvor de modtog en pris foran flere hundrede mennesker.

- At se ungernes stolthed var simpelthen så stort. Vi gjorde det! Som familie! siger en tydelig stolt og rørt Amalie.

Ikke flere lange stræk i denne omgang

Nu er de fremme i drømmen. Caribien ligger for deres fødder og er klar til at blive indtaget. Men der er også noget, der skal bearbejdes for Amalie og de tre børn. Krydset har sat sig i dem og alle planer er kastet op i luften. Lige nu er Amalie sikker på, at hun ikke skal sejle flere lange stræk, og der er ingen planer om at skulle krydse Atlanterhavet den anden vej, når turen engang går mod Danmark. Hvad der så skal ske, må tiden vise.

I første omgang skal Jonas komme sig ovenpå en omgang dengue feber, som han blev ramt af efter ankomst til Caribien. Det har været en hård omgang, som har krævet indlæggelse på hospital og efterfølgende ophold på hotel.

Men der er ingen tvivl at spore hos Amalie. Familien er det rigtige sted. Midt i eventyret og det er okay ikke at vide, hvad der nu skal ske.

- Vi har det godt. Rigtig godt. Det er en kæmpe lettelse og forløsning at være fremme. Og så i det rene paradis. Men krydset har uden tvivl sat sig i kroppen. Særligt i min. Så spørgsmålet er, hvad vi skal herfra. Vi ved det simpelthen ikke endnu, afslutter Amalie.