Fastliggeren Malene på arbejde i ferien: Det søde ankerliv er andet en rosé og rejer

Det var egentlig planen at skonnerten skulle have været på land i løbet af foråret, men da vi havde tid kunne vi ikke komme til på beddingen, så en del af den forårsklargøring vores båd skulle have haft, har vi klaret nødtørftigt i løbet af foråret og sommeren.

En af de ting der manglede at blive ordnet, var fribordet, så da vi forleden lå i roligt i en smuk ankerbugt, besluttede jeg mig for at få vasket det. Solen skinnede fra en fin blå sommerhimmel, og det var dejligt at få taget hul på rengøringen. Snavset var til at få af, og humøret var højt i gummibåden, som jeg brugte til at komme rundt om skonnerten med.

Skuden skal være fin til min fødselsdag
Om en lille måneds tid fylder jeg rundt, og ud over at give 50% rabat på alle foredrag i 2024, har jeg besluttet at markere dagen med en reception ved båden.

Derfor ville jeg gerne have ordnet fribordet mens vi var afsted på ferie, for når hverdagen først får fat, ved jeg at der ikke er meget energi til overs.

Mens jeg vaskede, kunne jeg høre der var gang i støvsugeren inde i båden. Det var dejligt. Når vi ligger for anker, sejler vi som regel ind på stranden for at komme i land, og selvom vi er omhyggelige, kommer der altid en del sand ombord.

Det var hyggeligt at ordne fribordet, og jeg kom til at tænke på hvordan det var dengang min mand og jeg sejlede på langfart til Middelhavet og retur med vores dengang små børn. Der hyggede vi os også over at gøre rent i de smukkeste omgivelser, med al verdens tid til at gøre det, fordi vi dengang havde så meget tid til at være sammen.

Hvad mon de andre tænker?
På et tidspunkt kiggede jeg ned i vandet, og tog mig selv i at blive bekymret for hvad de andre ankerliggere mon ville tænke, hvis de så hvordan vandet omkring mig blev fyldt med sæbeskum. Fornemmelsen fra dengang en sejler hjemme i den havn hvor vi bor i, havde foreslået at fastliggerne skulle smides ud ad havnen, fordi vi svinede, sneg sig ind på mig.

Der fulgte ingen beviser med for hvordan vi fastliggere angiveligt svinede mere end de andre sejlere i havnen, og der var heldigvis ikke stemning for at smide os på porten blandt de andre sejlere i havnen. Det var vi selvfølgelig meget lettede over, samtidig med at vi også var noget undrende overfor beskyldningerne.

Ligesom andre mennesker, er vi fastliggere meget interesserede i at passe på naturen, som vi er meget tæt på til hverdag.

Vi taler ikke meget om rengøring når vi mødes, men det sker, og det er min opfattelse at langt de fleste ligesom os har byttet supermarkedets mere eller mindre syntetiske rengøringsmidler ud med nogle bionedbrydelige varianter, som man med god samvittighed kan hælde ud i håndvasken.

En af de ting vi fastliggere ifølge den anklagende sejler skulle gøre, var at tømme vores holdingtanke i havnen. Havde det været rigtigt, kan jeg sådan set godt forstå, hvis man ville være ked af at have en flok fastliggere, der jo så i sagens natur ville hælde mere ud, end de almindelige sejlere, og på den måde belaste havnens vandmiljø mere.

Der er bare ikke hold i den beskyldning. Jeg holder ikke regnskab, men det er min overbevisning at de andre fastliggere ligesom vi tømmer tankene ved sugeren.

Hverken dengang jeg havde en almindelig sejlbåd, eller nu hvor jeg bor på en båd med nogle meget store tanke, kunne jeg drømme om at tømme prut-tanken inde i havnen. Vi sejler hen til sugeren, når det er ved at være tid, og glæder os over når den virker.

Det er nemlig ikke i alle havne at der er så meget sug i slangen, at den kan bruges til noget. Hjemme hvor vi bor virker den heldigvis godt, men på vores sommerferie har vi et sted opgivet at få tømt tanken i en ellers ret besøgt havn, fordi der simpelthen var for lidt sug i slangen, og hverken havnefoged eller de lokale kunne hjælpe med et trick, der kunne sætte gang i sagerne.

Jeg vælger at tro beskyldningen skyldes uvidenhed, og prøver at forstå hvad årsagen kan være til at nogle folk ser sig sure på os der bor på båd. Med undren har vi hjemme hos mig fulgt med i de udfordringer fastliggerne i Århus har med nogle embedsmænd fra kommunen, som vil have at deres både skal kunne leve op til bygningsreglementet.

Det virker helt sort, og jeg kan helt ærligt ikke forstå det. Heldigvis er der også stor opbakning til os der bor på bådene hjemme i Holbæk.

Flere sejlere, og havnepersonalet, nyder godt af at nogle af os altid er hjemme, og at vi derfor nemt lægger mærke til hvis noget ikke ser ud til at være som det skal være. Vi kender ikke alle bådejerne, men har været med til at minde flere ubudne gæster om at man helst skal være inviteret ombord før man går ombord på en sejlbåd.

Når det blæser meget, er det nærliggende for os at holde øje med de andre både ved broerne, og det er generelt mit billede, at de fleste er ret glade for at vi er nogle bor på havnen.

Hvem er vi?
Fastliggere er ligesom de mennesker du møder på en villavej, i en opgang, eller et andet steder hvor man kan bo. Vi er en broget flok helt almindelige mennesker.

Nogle studerer, nogle har fast arbejde, nogle har lidt for meget arbejde, nogle arbejder på deltid, og nogle er holdt op med at arbejde.

Vi er vidt forskellige i forhold til alder, branche og husstandssammensætning, men har det til fælles, at vi er så vilde med at være på vores både, at vi har isoleret og indrettet dem, så de er til at være på hele året.

Ankerlivet byder også på rosé og rejer
Det lykkedes mig at komme hele vejen rundt om båden, og skal jeg sige det selv, skinner solen endnu mere smukt i det blanke fribord end før. Så det var med god samvittighed jeg satte mig og nød et glas iskoldt rosé og en rejemad i cockpittet efter dagens slid.

Der er heldigvis flere gode sommerdage tilbage inden hverdagen banker på igen. Så vi nyder de sidste par dage hvor vi kan sejle, dase og bare nyde livet. Nu er endnu en opgave hakket af, så jeg læner mig tilbage og håber på masser af høj sol og glade gæster til min fødselsdag.

God sommervind
Malene