Vælg eventyret og hold kæft og rejs - Cille anmelder bogen “Med strømmen til Balkan” om langtur i 17 fods motorbåd
Boganmeldelse: Thomas og Mathilda Veber har været på et far-datter eventyr i en fem meter lang båd, en Terhi 520 HT. Denne tur og de mange oplevelser deler de i bogen “Med strømmen til Balkan”. I dag lørdag holder Thomas Veber foredrag på Copenhagen Boat Show.
Thomas og Mathilda Veber leverer en inspirerende fortælling både i ord og billeder og Thomas viser dermed endnu en gang, hvordan eventyret og nærheden ligger lige for fødderne af os.
Bogen “Med strømmen til Balkan” er skrevet af Thomas og Mathilda Veber og er udgivet i 2024 på forlaget Ocean Dream. Den er på 280 sider og indeholder Mathilda Vebers egne fotografier fra turen.
Thomas Veber har efterhånden mange udgivelser bag sig, og de er alle udgivet på hans eget forlag Ocean Dream. Denne gang har han inviteret sin datter med i formidlingen og det er en fornøjelse både at læse om og se far og datters store oplevelser, når de tager på eventyr på Donau og oplever syv forskellige lande i deres fem meter lange båd.
Vælg eventyret og hold kæft og rejs
Endnu en gang viser Thomas Veber os, at eventyret er indenfor rækkevidde og inspirerer på den måde endnu flere til at skabe et eventyr, der passer til den enkelte.
Som en tidligere bog han har skrevet “Hold kæft og rejs” også slår fast, så skal du tage beslutningen og gøre noget ved dine drømme. Det er også hvad Thomas og Mathilda har gjort i deres fem meter lange båd.
48-årige Thomas Vebers ord minder mig om, at vi skal huske at nyde tiden med vores børn - men også om, at det aldrig er for sent.
Og hvis man har givet dem, altså ungerne, eventyr og oplevelser med i bagagen, så er det altid nemmere at lokke dem med igen - også selvom de er på vej ind i voksenlivet og går deres egne veje. Det er den følelse, Thomas Vebers ord efterlader mig med, da vi i bogen får lov at være med i hans tanker:
“Lige i det øjeblik, midt i den forbindelse, ved jeg, at det er ligegyldigt, om vi sejler til Beograd, Sortehavet eller Grækenland. De sidste to uger har jeg gjort det, som giver mening: Jeg har nydt at være sammen med Mathilda. Mens jeg har hende.”
Det stråler ud af hvert eneste ord og billede i bogen, at her er en far og en datter, der nyder tiden sammen.
Mathildas smukke fotografier
Noget andet, jeg har lyst til særligt at fremhæve ved denne bog, er de mange smukke fotografier. Mathilda Vebers evne til at indfange eventyret og deres mange oplevelser løfter bogen og supplerer ordene på fineste vis.
Mathilda skriver selv i sit forord, at hun ønsker at:
“Skabe en fotobog, der kan inspirere folk til at rejse på en enkel måde, opleve og fotografere mennesker, natur og kultur.”
Det er hun i den grad lykkedes med, både i de mange smukke billeder af naturen og de mange stemningsbilleder af mennesker og steder de besøger.
Læs bogen hvis du vil inspireres til eventyr
Bogen kan både give inspiration og rejselyst og minde læseren om det værdifulde i at have sine store unger med på eventyr. Du behøver ikke at hive et år eller to ud af kalenderen for at skabe oplevelser, møde mennesker og opdage fremmede kulturer.
Du kan nøjes med to uger og en fem meter lang båd. Det er jeg ikke længere i tvivl om efter at have læst Thomas og Mathilda Vebers gennemførte og inspirerende bog.
Bogen er på 280 sider og er udgivet hos forlaget Ocean Dream. Den kan købes her: www.oceandream.dk/shop/med-stroemmen-til-balkan/ og koster 329 kroner. Læs mere om Thomas Veber