Gå til hoved-indhold
Udstyr
Udstyr

Når teakdækket trænger til renovering og omfugning - se hvordan

Anna Fokdal fra H.F. Marine oplever en stor efterspørgsel efter support og råd. Her viser virksomheden i Svendborg hvordan man selv fikser teakdækket.

Af Troels lykke |

Hos HF Industri & Marine har man igennem årene gjort sig en del erfaring omkring renovering og omfugning af teakdæk. Her forklarer Thomas Fokdal fra HF INdustri & Marine, hvordan man gør det:

Se også video i toppen af artiklen, hvor arbejdet vises i praksis.

Nyt teakdæk eller omfugning? 

Nyt teakdæk er en bekostelig affære, men måske kan du nøjes med en omfugning. De fleste vil med lidt support kunne udføre en omfugning selv, mens andre vælger at sende båden på værft.

I første omgang må du derfor vurdere, om en omfugning kan svare sig, da der minimum skal 4-5 mm tilbage i teaktykkelse. 

En god idé er faktisk at slibe dækket først. Derved vil du bedre kunne finde planker, der er flækket og trænger til udskiftning, samtidig med at mængden af propper og skruer, der skal forsænkes og proppes om, spottes.

Ved at slibe dækket først, får du ligeledes en mere jævn overflade at fuge og arbejde på. 

Metoder til at fjerne fugemasse fra nådderne

Der findes forskellige metoder til at fjerne den gamle fugemasse fra nådderne. Hvis du vælger at omfuge lidt ad gangen, sæson efter sæson, kan håndværktøj være tilstrækkeligt.

Til det findes en nådderenser og nåddesliber fra TDS Teakdecking Systems. Håndværktøj er også godt til steder, hvor der er snævert og svært at komme til.

Hvis der er tale om en omfugning af hele dækket eller større områder, anbefaler vi at anvende en lille håndfræser.

Udlejer håndfræser

Hos HF Marine udlejer vi denne fræser, men den kan også købes, hvis man hellere vil det. Til fræseren findes en stab, som nulrer den gamle fugemasse op.

I visse tilfælde kan det være en god idé at skære i begge sider af fugemassen med en hobbykniv først, dog er det ikke sikkert, at dette er nødvendigt. Når den gamle fugemasse er væk, anbefaler vi, at nådden fræses dybere - vel og mærke hvis der er teaktykkelse til det.

Ved at fræse dybere får du mange flere års holdbarhed. Der findes forskellige størrelser fræsejern afhængig af bredden på nådden.

Til fræseren findes også et land, som monteres på fræseren. Dette land styrer i nådden, og du opnår et fint, jævnt og rent nåddespor. Et rent nåddespor, fri for gammel fugemasse, er altafgørende for en god vedhæftning. 

Fugemasse fra TDS

Fugning: Her anbefales at anvende fugemasse fra TDS. TDS-fugemasse er udviklet specielt til fugning af teakdæk, mens fugemassen er primerfri, hvilket letter hele arbejdet omkring priming først.

TDS SIS440 findes i farverne sort, hvid og grå. Anvendes i dag af både store og små værfter i hele verden, her kan nævnes værfter som Hallberg Rassy, Princes Yachts, Galeon, Sunseeker og så videre.

Det meget vigtige punkt er nu klargøring af nådden. Slib nåddens sider med TDS seamsander/nåddesliber. Dette er for at opnå bedste vedhæftning imellem teak og fugemasse.  

Støvsug nådden fri for rester

Støvsug nådden fri for rester af fugemasse, spåner og støv, afrens derefter nådden med isopropyl alkohol eller acetone. Dette gøres nemt ved at bruge en spatel med en klud eller et stykke papir omkring, derefter trækkes spatlen igennem nådden. Vi anbefaler at anvende nåddetape i bunden af nådden.

Nåddetapen forhindrer vedhæftning i bunden af nådden, således at fugemassen kun hæfter på nåddens kanter. Dette gør, at fugemassen har maksimal fleksibilitet.

Når nådden er ren og tør, er det tid til at fuge. Der er forskellige pistoler at vælge imellem, ved mindre opgaver er patroner en god løsning med en helt almindelig manuel eller elfugepistol. Til større opgaver findes TDS fugemassen i 600ml poser. Dertil findes både manuelle, luft- og el-pistoler.

Luft- eller el-pistoler er helt klart at fortrække ved større opgaver. Når der fuges, er det vigtigt, at nådden fyldes fra bunden og opad, klem fugespidsen med en tang, så spidsen kan komme ned i bunden af nådden.

Sørg for at lægge nok fugemasse således at der kan spoones (spartles) efterfølgende. Dette er vigtigt, så man er sikker på, at fugemassen presses ned og fordeles helt.

2 millimeter fugemasse over niveau

Der skal fortsat være ca. 2 mm fugemasse over niveau. Der findes en fugeadapter, TDS Applikator. Den adapter monteres på fugespidsen og hjælper fugemassen i bund og presser fugemassen perfekt ud, samtidig spooner adapteren fugemassen på toppen.

Fugemassen vil synke lidt igennem hærdningsprocessen. Tillad 48 timers hærdning i farven sort. Hvid og grå skal hærde mindst 12 dage inden slibning.

Skulle artiklen give anledning til flere spørgsmål, kan man uden problemer ringe eller skrive til HF Marine på tlf. 62 20 13 12 eller e-mail info@hfmarine.dk  - se også www.hfmarine.dk/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader