19-årige Mathilda og far Thomas tog på tursejlads langs Donaufloden i fem meter lang båd - se videointerview

Thomas Veber drejer nøglen. Bilen starter. Det er den 19. august 2023. 19-årige Mathilda har sat GPS’en mod Wien. 

Musikken strømmer fra bilens anlæg, da far og datter med den 17 fod lange Mini Lisa på slæb hurtigt bevæger sig mod den østrigske hovedstad.

Her søsætter de Mini Lisa, motorbåden med den karakteristiske, orange kulør. De er klar. Mathilda har netop fået studenterhuen på hovedet, og den rejse, som makkerparret det sidste år har drømt om, forvandles til virkelighed. 

Outsidere

Marinaen i Wien er overvældende. Mænd i skjorter og kvinder i smukke kjoler sidder i baren. I havnen ligger store, moderne både med hvidt fribord.

Mathilda og Thomas er ikke som de andre. Det er ikke blot deres simple t-shirts, der falder udenfor.
Deres mål er et andet. De vil til nabolandet Slovakiet. Til de nedslidte havne. Til de hullede bådebroer. Til bruserne uden dørlås: 

- Det er så fint og fornemt i Wien, og menneskene er venlige. Alligevel føler vi os som outsidere, også selvom kulturen langt hen ad vejen minder om det, vi kender hjemmefra, forklarer Mathilda Veber til Minbaad.dk.

- Hvis vi ville have det som herhjemme, kunne vi lige så godt blive her, supplerer far, Thomas Veber.

- Noget er anderledes

Derfor kaster Mathilda og Thomas fortøjningerne for at krydse grænsen til Slovakiet. Rejsen ændrer karakter. De luksuriøse baderum er udskiftet med en bruser og et forhæng. Der er hul i bådebroen. 

- Da vi krydser grænsen til Slovakiet, kan vi mærke, at noget er anderledes. Det hele er mere slidt, men gæstfriheden er stor, understreger Mathilda Veber.

En lokal mand låner sejlerne sine bilnøgler, så de kan fylde benzindunkene. En dame i bussen viser dem gladeligt rundt i byen. Oplevelserne står i kø. 

Sådan fortsætter det i de 14 dage, sejlerne er afsted. Næsten hver dag besøger Mathilda og Thomas en ny havn, hvor nye mennesker og nye oplevelser venter:

- Der sker så mange nye og spændende ting, men når jeg kigger tilbage, kan jeg godt fortryde, at vi ikke gav os bedre tid. Næsten hver aften havde vi et mål om at sætte os på en bar, drikke en øl og tale med de lokale. Vi orkede det aldrig. Vi var så trætte og mætte af indtryk, forklarer Thomas Veber.

Skudhuller og hvide sandstrande

Heldigvis bliver de mange havne, som sejlerne besøger, en naturlig indgangsvinkel til de lokale bådejere. Inden længe har de dannet sig et unikt indblik i den til tider barske hverdag med krige og konflikter, som har hærget de sovjetiske og jugoslaviske lande:

- Det gav os en fornemmelse af de forfærdelige ting, der er sket på Balkan. Alligevel var alle så søde, rarere og hjælpsomme. Det er svært at forstå, at mange af dem har været en del af krigen – at de enten er blevet udsat for den, eller at de selv har deltaget i den, fortæller Thomas Veber.

Mens skudhullerne taler sit tydelige sprog om en barsk fortid, er det vanskeligt at forestille sig krig og ødelæggelse, når man går i land på de kridhvide sandstrande, der også findes langs floden: 

- En varm dag lagde vi båden på en helt hvid sandbred. Jeg kunne ikke forstå, at vi var i Ungarn. Det lignede sådan Caribien, hvor vi sejlede, da jeg var barn. Der var så dejligt, fortæller Mathilda Veber drømmende. 

For Thomas Veber - der for nyligt har vinket farvel til sit job i IT-branchen for at hellige sig sejlerlivet med bogudgivelser, foredrag og nye eventyr – er det ikke hverken sandstrande eller historiske indblik, der står som overskrift for turen:

- For mig var det allerstørste at have Mathilda med på rejsen, understreger han.

Irriterede på situationen – ikke på hinanden

Hans datter bakker op. Selvom mange jævnaldrende pakker tasken for sammen at tage på interrail i nøjagtigt samme område, er hun ikke i tvivl. At rejse og opleve med hendes far er noget særligt:

- Vi minder utroligt meget om hinanden, hvilket måske har været en ulempe tidligere, men i dag er blevet en styrke. Det kan lyde underligt, men jeg tror ikke, vi på turen har været vrede på hinanden en eneste gang, forklarer Mathilda Veber.

- Det er ikke noget, vi har sat ord på, men det var som om, at vi var enige om at være irriterede på de forskellige situationer og ikke på hinanden, uddyber Thomas Veber.

At rollerne fra starten har været delt ligeligt mellem de to rejsemakkere har uden tvivl givet dem et godt skub med på rejsen:

- Vi har fra starten været ligemænd. Faktisk var det oftest Mathilda, der kiggede på kortene. Hun kunne sige til mig: ’Nu skal vi derhen’ – og så gjorde vi det, siger Thomas Veber, mens Mathilda supplerer:

- Det er svært at beskrive, hvordan vores forhold har forandret sig, men vi kender hinanden på en anden måde. Vi er ikke bare far og datter, vi er nærmest blevet venner.

Ny bog med Mathildas billeder og Thomas’ ord 

Det gode samarbejde mellem far og datter stopper ikke, da Mathilda og Thomas med Mini Lisa på slæb parkerer bilen i indkørslen efter i alt 17 dages rejse i Europa. 

De fortsætter, men har udskiftet søkortene med blankt papir. En ny bog er under opsejling. Her skal Mathildas særlige evner bag et kamera supplerer Thomas’ spændende ord og sammen skabe fortællingen om deres særegne rejse.

En rejse, der skal inspirere og guide nye sejlere til at sætte kurs mod Donaufloden. Bogen om rejsen udkommer i løbet af foråret 2024.

Du kan løbende følge sejlerne på Instagram her, ligesom Minbaad.dk snart deler en artikel med Mathilda og Thomas' bedste tips til sejlads på Donaufloden.