Gå til hoved-indhold
Tur
Med en Luffe 40 er man virkelig godt sejlende. Privatfoto
Tur
Christina og Jacob Løwenstein på den første sommertur med deres to døtre. Foto: Familien Løwenstein

Campinglivet kedede Jacob og hustruen – så købte de en Luffe 40 og sejlede på 500 sømil lang sommerferie

Sejlerlivet er særligt, mener Jacob Rosby Løwenstein, der sidste år drog på sin første sommertur med familien. Havnemiljøet emmer af stemning, og transportsejladsen kan forvandles til en konkurrence, erfarer den nyslåede bådejer.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Planen var klar: Når arbejdscomputeren blev klappet i for sommeren, spændte Jacob og Christina Rosby Løwenstein campingvognen bag bilen og satte kurs mod nye eventyr sydpå.

Lige indtil de lange køreture med rattet i hånden pludselig blev trivielle, og de mange nye campingpladser gled i ét med hinanden:

- Pludselig begyndte campinglivet at kede os, forklarer 46-årige Jacob Rosby Løwenstein, der til daglig arbejder som salgskonsulent.

Ægteparret sætter kikkerten for øjnene, på jagt efter en ny hobby, der kan danne grundlaget for deres fremtidige sommerferier. Valget falder på sejlsporten. En sport, som Jacob Løwenstein har dyrket som ung, og som har været en stor del af hans hustrus barndom.

Tanken bliver til en drøm. En drøm, der må deles med venner og bekendte – heriblandt også med deres kammerat, der har sin dagligdag som bådmægler. 

”Er I sikre?”

En dag ringer telefonen. Det er bådmægleren. En Luffe 40 er landet på hans skrivebord. En båd, han må dele med sit drømmende vennepar.

Båden ser fin ud. Alligevel skyder ægteparret den mod hjørnet. Lige indtil kammeraten igen er i telefonen:

”Er I sikre på, at den her båd ikke er noget?”, spørger han.

Jacob Løwenstein drejer nøglen, triller ud ad indkørslen og sætter for anden gang kurs mod båden i Glyngøre – denne gang med hustruen på passagersædet:  

- Vi falder for linjerne og for sejlegenskaberne, som jeg har hørt godt om fra min svigerfar. Han ejer en Luffe 43, som jeg ganske vist aldrig har sejlet i, men som jeg kan forstå er danskbygget kvalitet, forklarer Jacob Rosby Løwenstein.

I december 2022 sætter sejlerne deres underskrift på købspapirerne. En tidlig julegave er i hus. En julegave, der en måned senere skal fragtes til sine nye hjemhavn i Hou.  

Vand i båden

Med en kammerat ved siden går Jacob Løwenstein i januar 2023 ud af havnen i Glyngøre. Vejrudsigten er fin, men pludselig stikker kammeraten, der er erfaren sejler, hovedet op i cockpittet. Han ser tvivlsomt på skipperen bag roret. Der står vand i båden.

”Nu synker vi”, tænker Jacob Løwenstein: 

- Jeg var noget nær panik, forklarer den nyslåede bådejer, der kort tid senere kan ånde lettet op. 

De store vandmængder om læ viser sig at have været ombord i længere tid, men er grundet krængningen nået op til dørken. Med mysteriet opklaret fortsætter sejlturen mod Hou. Lige indtil vinden tager til og blæser over vandet med 17-20 sekundmeter, så sejlerne tvinges mod nødhavn i Grenå.

Den barske start slår ikke den eventyrlystne sejler ud - tværtimod:

- Det var en forfærdelig tur, men samtidig er det gode lærepenge. Nu ved vi, hvor vores grænse går, og hvad vi kan håndtere, påpeger Jacob Løwenstein.

Kapsejlads fra A til B

Efter den hæsblæsende ilddåb beslutter ægteparret at få så mange sømil i logbogen som muligt i de sene vinter- og tidlige forårsmåneder. I horisonten venter nemlig et stort mål: Sommerturen.

En tur, der skal bringe de nye sejlere og deres døtre på 15 og 19 år hele vejen fra østjyske Hou til Svanemøllen i København, hvor en nevø fejrer studenterfest:

- Vi har egentlig en drøm om at sejle videre til Sverige, men vejret er ikke til det. Derfor beslutter vi at søge mod de danske havne, forklarer Jacob Løwenstein. 

Sommerferien bliver en succes. Humøret er højt, succesoplevelserne mange, og sejlerne nyder transporttiden, der lynhurtigt forvandles til sjov kapsejlads mod de omkringliggende både:

- Det er en langt sjovere måde at komme fra A til B i en båd fremfor i en campingvogn. Har du lyst, kan du på vandet konstant forsøge at få båden til at sejle så hurtigt, som muligt, mens du uofficielt konkurrerer med de andre sejlere, fortæller Jacob Løwenstein begejstret og afslutter forventningsfuldt:

- Havnemiljøet er super hyggeligt. Også som nye sejlere er vi blevet taget rigtig, rigtig godt imod. Vi glæder os til den kommende sæson, som forhåbentligt byder på bedre vejr, så vi denne gang kan nå til Sverige.

Læs med igen i næste uge, hvor Jacob Rosby Løwenstein deler sine bedste råd til nye sejlere.

Familien Løwensteins første sommertogt:

Hou -> Sjællands Odde -> Gilleleje -> Svanemøllen -> Rødvig -> Vejrø -> Svendborg -> Dyvig -> Assens -> Bogense -> Ballen -> Hou

-> En tre uger lang ferie på 500 sømil

Motor
content-loader
content-loader
content-loader