Asger Hansen sejler 5.000 sømil om året i sin J/145 - han elsker vintersejlads
Skipper på J/145'eren Roxy, 74-årige Asger Hansen fra Aarhus Sejlklub, har i mange år brugt sin båd til at transportere forskere til Svalbard, Azorerne, Island, Nordkapp og nu også til tursejlads Danmark Rundt. Vintersejlads er sagen. - Der er ikke nosser i sommerluft, siger han til Minbaad.dk.
Mange ville nok bruge en 8,5 ton, smal J/145'er i kulfiber til kapsejlads. Kølen i bly stikker 2,7 meter, og masten i kulfiber rager højest op i Aarhus Lystbådehavn ud for Aarhus Sejlklub.
Men Asger Hansens racer bruges til tursejlads, ikke mindst om vinteren eller sent efterår er den på tur. Eksempelvis Danmark rundt over 11 dage med vennerne, altså ikke bare den korte Danmark Rundt inde - nej, den hvor man sejler gennem Kielerkanalen og ud i Vesterhavet og runder Skagen. Det vender vi tilbage til i en anden artikel.
Ture til Svalbard, Island og andre steder
For det mest imponerende, den amerikanske J/145'er har sejlet, er forskningsture langt væk, helt til Svalbard i 2009, hvor Roxy var afsted i seks uge, hvor der blev studeret hvalrosser og fugle.
Nogle gange er der ligeledes forsket i akustisk kommunikation mellem hvaler.
- Og hydrofoner, det grej, det fylder, fortæller 74-årige Asger Hansen, der er uddannet maskinarbejder, men også har solgt motorcykler. I 2007 købte han J/145'eren i England for 2,06 mio. kroner.
Surfede 22 knob i Kattegat
En 48-fods tjekket båd, der før har sejlet 22 knob i Kattegat, da han med sejlervennen Per Risvang sejlede fra Helsingborg til Aarhus på seks en halv time.
- Gennemsnitsfarten var på 13,1 knob, vi havde sne på dækket, og det blæste mellem 14 og 25 m/sek. Vi havde transporteret nogle Spækhugger-master til Helsingør, husker Per Risvang, der også er inviteret ned i båden en kold novemberdag i Aarhus, hvor vi sidder, mens oliefyret kører på fulde hammer.
Asger Hansen forklarer videre:
- Det er netop dét, som jeg kan lide at bruge min båd til, at der er et formål med sejladsen. Den tur til Øresund handlede om, at vi sejlede master til Sjælland, og det gør vi stadig. Nu er der ikke så meget forskningssejlads mere. Men sejlads fra A til B med et formål kan jeg godt lide, forklarer Asger Hansen, der har indrettet båden praktisk med en generator, så forskerne har strøm til deres computere. Der har før sovet 14 i båden under en forskningstur.
Udover Svalbard har Roxy også sejlet til Azorerne, hvor forskningsopgaven handlede om kaskelothvaler. I 2015 var det en tur til Island, hvor der skulle forskes i blåhvaler. En 1475 sømil lang tur til Nordkap har båden også været på.
Ingen nosser i sommerluft
Den jyske sejler elsker at sejle om vinteren, også med hustruen Birte.
- Der er ikke nosser i sommerluft, jeg kan godt li' meget vind. Om vinteren glæder man sig til at komme hjem, forklarer han.
Og sejlet bliver der. Faktisk sejler Asger Hansen 5.000 sømil om året i sin J/145'er.
Og du skal ud at sejle igen her til vinter med vennerne, sagde du - hvor sejler I hen?
- Det ved jeg ikke, det styrer vindretningen, fortæller han og skraldgriner igen.
Artikel er tidligere bragt på minbaad.dk