Motorbåd endte med bunden i vejret efter påsejling i Københavns Havn - fire personer i vandet
To både har tirsdag eftermiddag været involveret i en ulykke omkring Havnegade 54 i Københavns Havn. Fire personer røg i den forbindelse i vandet, lød meldingen fra politiet, og båden endte med bunden i vejret, fortæller eb.dk.
- Vi fik anmeldelsen klokken 17.39, og vi er til stede sammen med brandvæsnet. De er umiddelbart blevet påsejlet af en anden båd, siger vagtchef ved Københavns Politi Stefan Ladeby til Ekstra Bladet.
Hovedstadens Beredskab er til stede med dykkere og overfladereddere, der har reddet personerne i land.
'Vi har assisteret med at få personerne op af vandet, og er i gang med at bjærge de forulykkede både, samt rydde op på vandet efter uheldet. Undgå gerne området da der er mange mennesker tilstede,' oplyser beredskabet på X.
Fra politiets side pågår nu et arbejde med at klarlægge, hvad der er sket.
Der er ikke meldinger om, at nogen er kommet alvorligt til skade.
Kilde. eb.dk