Aarhus Bugt forvandles til VM-arena: Verdens hurtigste windsurfere er klar
Aarhus bliver centrum for verdens mest spektakulære windsurfing, når toppen af international sejlsport indtager byen til verdensmesterskabet i IQ Foil fra 4. til 11. juli.
Foilbrædder, der svæver lydløst hen over vandet. Orange sejl, der skyder forbi i hæsblæsende tempo. Og en bugt, hvor alt kan ske.
Aarhus Bugt og det Internationale Sejlsportscenter lægger fra fredag kulisse til VM i IQ Foil – den nyeste og mest tempofyldte olympiske disciplin inden for windsurfing. For første gang nogensinde sejles verdensmesterskabet i Danmark, og værtsbyen Aarhus er klar til at tage imod verdenseliten.
Unikt VM på hjemmebane
De seneste uger har Aarhus været præget af hektisk aktivitet, hvor over 200 af verdens bedste windsurfere har testet vinden, vandet og de tekniske detaljer frem mod mesterskabet. Og for de danske sejlere er der ekstra meget på spil, forklarer den danske VM-håb Johan Søe:
– Det bliver noget helt særligt at sejle VM her i Aarhus. Det er min hjemmebane, så jeg kender forholdene godt. Vi har haft masser af vind på det seneste, så jeg håber, det fortsætter. Jeg er topmotiveret og glæder mig virkelig til at komme i gang, siger Søe.
IQ Foil havde officiel olympisk debut ved legene i Paris i 2024, hvor sejlerne ved hjælp af hydrofoils løfter brættet op over vandoverfladen. Det reducerer friktionen og giver markant højere fart – ofte op mod 50 km/t – samtidig med, at det stiller store krav til både balance, teknik og fysisk styrke.
Kombinationen af hastighed, dramatik og teknisk kunnen har hurtigt gjort IQ Foil til en af de mest populære discipliner i sejlsporten, både blandt atleter og tilskuere.
Vejr, vind og vilde udfordringer
Aarhus Bugt er kendt for sine udfordrende forhold med ustabil vind, let strøm og hurtigt skiftende vejr. Netop derfor regnes det for en krævende bane, hvor erfaring og lokalkendskab kan blive afgørende.
Sportschef hos Dansk Sejlunion, Peter Hansen, ser frem til at præsentere både de danske sejlere og de lokale forhold for verdenseliten:
– Det er en stor ære at byde velkommen til verdens bedste windsurfere i Aarhus. Vi har stærke danske sejlere klar, og jeg vil også gerne sende en stor tak til de mange frivillige, som knokler bag kulissen for at skabe et VM i absolut verdensklasse. Vi har de perfekte rammer, så nu gælder det om at vise, hvad vi kan, siger han.
Danmark stiller med ni sejlere i mesterskabet, fordelt på elite- og talentniveau, og det forventes, at samtlige medaljevindere fra OL i Paris også er at finde blandt deltagerne i Aarhus.
Aarhus bekræfter status som sejlsportsby
Med VM i IQ Foil cementerer Aarhus sin position som international sejlsportsby. Byen har de seneste år stået bag flere store sejlsportsevents – heriblandt VM i 2018, EM i 49er, 49erFX og Nacra i 2022, 29er VM i 2024 samt stopover for både SailGP og Ocean Race.
Direktør i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Jon Koch Hansen, ser frem til endnu et globalt sejlsportsevent:
– Vi har arbejdet målrettet for at gøre Aarhus til et internationalt centrum for sejlsport. Med IQ Foil VM fortsætter vi den linje. Det bliver en intens uge på vandet og forhåbentlig en stor oplevelse for publikum på land, siger han.
Han understreger, at det ikke kun er for de sejlinteresserede:
– Vi gør det til en folkefest. Hele havneområdet omkring Sejlsportscenteret bliver fyldt med aktiviteter for både børn og voksne, madboder, musik og naturligvis storskærme med livebilleder og kommentering, så alle kan følge med, uanset om man er sejlsportsekspert eller bare nysgerrig.
Fakta om IQ Foil VM i Aarhus
Dato: 4.–11. juli 2025
Sted: Aarhus Internationale Sejlsportscenter og Aarhus Bugt
Deltagere: Forventet over 200 sejlere fra mere end 40 nationer
Disciplin: IQ Foil – OL’s nyeste windsurfingklasse med hydrofoil, hvor sejlerne svæver over vandet
Format: Flere discipliner, inklusiv course racing, slalom og maraton, afsluttet med medal race
Tilskuere: Gratis adgang, storskærm, kommentering, aktiviteter og madboder ved Kystpromenaden
Livestream: Finalesejladserne den 9.-11. juli vises direkte online


