Ejerkifte hos HanseYachts glæder dansk importør: »Mere stabilitet og nye muligheder«
HanseYachts AG har nu officielt gennemført et ejerskifte, der ifølge den danske importør Henrik Reese fra Reese Marin i Aabenraa lover godt for bådeværftets fremtid.
- Vi er yderst tilfredse med ejerskiftet. Nu får værftet en synlig ejer, som selv har hånden på kogepladen i det daglige. I den svære tid for sejlbådsbranchen er det perfekt, at værftet har tørret tavlen ren og kan starte med en frisk ledelse og en pengekasse fyldt til udvikling og andre initiativer. Vi har i Reese Marin allerede haft et tæt samarbejde med Hanjo og glæder os til at komme endnu tættere på i fremtiden som importør og eneforhandler for Hanse-værftet i Danmark., siger Henrik Reese fra Reese Marin, der i mange år har importeret Hanse-både i Danmark.
Ejerskiftet kom hurtigt i mål
Det tyske værft, som er en af verdens største producenter af sejlbåde, meddelte torsdag, at ejerskiftet er afsluttet hurtigere end ventet. Det er Andreas Müller, gennem sit selskab Müller-Verwaltung, der nu overtager majoriteten af aktierne i HanseYachts AG fra investeringsselskabet Aurelius.
Sammen med virksomhedens administrerende direktør, Hanjo Runde, har Müller indgået en aftale, der sikrer bådeværftet nye rammevilkår med mindre gældsbelastning og mere strategisk handlefrihed.
Direktør lover fortsat udvikling
- Vi vil fortsætte den strategiske kurs med beslutsomhed. De nye rammevilkår – særligt udskiftningen af de tidligere bankforpligtelser – giver os langt større entreprenant fleksibilitet og åbner nye muligheder for at udvikle selskabet, siger CEO Hanjo Runde i en pressemeddelelse.
Andreas Müller ser ligeledes store perspektiver for værftet.
- HanseYachts står over for en lovende fremtid. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med Hanjo Runde. Vi deler en fælles vision om bæredygtigt og familieforankret iværksætteri, lyder det fra den nye hovedaktionær.

