49erFX-søstrene Schmidt tager sølvmedalje ved en af sejlsportens Grand Slam-stævner
- Vi har lige haft et halvt års pause, hvor vi blot har været på en enkelt træningslejr og sejlet lidt derhjemme, så vi har kunnet køre på med studie for at ikke at blive smidt ud, siger 26-årige Andrea Schmidt til dr.dk efter sølvmedajle ved World Cup-stævnet Trofeo Princesa Sofia med Johanne.
Aarhus-sejler Andrea Schmidt kalder weekendens præstation for karrierens 'helt klart største'.
World Cup-stævnet blev sejlet på Mallorca, hvor vinden har sprunget under konkurrencen.
- Det betyder, at du meget nemt har kunne tabe eller vinde ti pladser på en meget lille beslutning. Derfor har det været svært at levere stabilt, forklarer Andrea Schmidt.
På trods af svære vindforhold lykkedes det for danskerne at sammensætte en flot serie af resultater.
Mod slutningen kulminerede det med en førsteplads i det såkaldte Medal Race.
- Vi havde solgt det hele for en sølvmedalje, inden vi tog afsted. Især når vi også går ud og vinder Medal Race, hvor vi gav den én over nakken, siger Andrea til dr.dk
En af grundene til, at de danske søstre leverede så flot et resultat i denne weekend, skyldes, at livet som sejler er blevet sat i et nyt perspektiv, som gør det lettere at præstere under pres.
Et perspektiv, der er kommet, efter Andrea og Johanne Schmidt deltog i OL i Paris, det ypperste indenfor sporten, og derefter har haft et halvt års pause.
Satser mod OL i LA 2028 uden at blive smidt ud af studiet
- Fokus er på, at vi skal ud og have det sjovt. Vi sejler, fordi vi synes, det er det fedeste i verden. Hvilket vores træner John Pink har været god til at få frem i os, siger Andrea Schmidt.
Selvom søstrene viser mere lovende takter end nogensinde, har de begge et ingeniørstudie, der skal holdes ved lige.
- Vi går all in på OL i 2028, men på en måde, hvor vi skal kunne få det til at lade sig gøre med, at vi ikke bliver smidt ud af vores studie, siger Andrea Schmidt.
Kilde. dr.dk


