Stormen Amy var hård ved Vedbæk Cup 2025 med knækkede master - 56 både blev væk
Vedbæk Sejlklub fik søndag en hård dag på vandet, da årets Vedbæk Cup blev afviklet i kølvandet på stormen Amy. Af de næsten 100 tilmeldte både valgte 56 at blive i havn, mens de 44, der mødte op, fik en udfordrende omgang på Øresund med 14 m/sek. i pustene. To master knækkede.
– Det var en dag, hvor kun de mest erfarne og robuste besætninger stillede til start. Mange kunne ganske enkelt ikke få sejlet deres både til Vedbæk om lørdagen, da Amy rasede med hård vind og lavvande, fortæller Lars H. Knudsen fra Vedbæk Sejlklub.
To master knækket – flere både måtte udgå
Vejret søndag bød på middelvind på 8–10 m/sek., men med kraftige vindstød helt op til 25 m/sek. og markante bølger, der pressede både materiel og mandskab til det yderste. 14 både udgik under sejladsen – to med knækkede master, og flere med iturevne sejl, brækkede liner og skadede stag.
– Det var udfordrende forhold, selv for de mest rutinerede. Bølgerne byggede sig hurtigt op, og kombinationen af vind og sø stillede store krav til både grej og sejlmagerarbejde, siger Lars H. Knudsen.
Hård kamp – men også store oplevelser
De to baner – en lang på cirka 33 sømil og en kortere på omkring 25 sømil – bød trods alt på intens kapsejlads. Flere deltagere kom hjem med brede smil og stærke historier om kamp mod elementerne.
– Det er sådan en dag, man husker. For selvom det var barskt, var der også masser af sejlerglæde og fællesskab. Det er netop det, Vedbæk Cup handler om, understreger Lars H. Knudsen.
Præmier og topplaceringer
Traditionen tro blev der uddelt mange præmier i de 14 løb, der udgjorde årets Cup. I det hurtige felt måtte Peter Bolvig i den store kulfiber-racer Shogun 50 tage til takke med en andenplads, mens Thomas Toft i Soto 40 i Easy Lover vandt sin klasse.
Den professionelle sejler Bo Selko var taktiker om bord på Soto 40eren. Se video med Soto 40 under Vedbæk Cup.
- Vi var oppe og runde 25 knob, fortæller Thomas Toft, der vandt Vedbæk Cup for 5. gang i træk.
Resultaterne fra de mange løb kan ses på Manage2sail
Se flere billeder: facebook.com/vedbaeksejlklub.dk


