22 finalister klar til Best of Boats Award 2025
Motorbaadsnyt.dk er med i den internationale jury, når Europas bedste motorbåde kåres i Berlin i slutningen af november på bådudstilling i Berlin. Kun både, der er testet af mindst fire jurymedlemmer, kan komme i betragtning.
Den 27. november i Berlin bliver de bedste motorbåde i Europa kåret, når Best of Boats Award 2025 (BOB Award) uddeles under BOOT & FUN BERLIN. Hele 22 både er nu udpeget som finalister i fem forskellige kategorier.
Det er 12. gang, at prisen uddeles, og endnu en gang er det en stærkt international jury, der står bag udvælgelsen. Juryen består af 16 motorbådseksperter – chefredaktører og testchefer fra hele Europa og USA – og i år er tre nye profiler kommet til: Terje Bjørnsen (Norge), Chiara Riveruzzi (Italien) og Geoffroy Langlade (Frankrig).
Danmark er repræsenteret af Troels Lykke fra motorbaadsnyt.dk, der deltager aktivt i juryarbejdet og har testet en række af de nominerede både.
Et brugerdrevet kvalitetsstempel
Det særlige ved BOB Award er, at bådene vurderes ud fra et brugerperspektiv og ikke ud fra længde eller tekniske data alene.
Kun både, der er testet af mindst fire jurymedlemmer, kan komme i betragtning, og prototyper eller modeller i udviklingsstadiet er udelukket. Juryen har i løbet af det seneste år gennemført næsten 300 testsejladser i forskellige farvande – og det giver prisen karakter af et kvalitetsstempel, som både værfter og bådejere lægger vægt på.
Som arrangør fremhæver BOOT & FUN BERLIN, at grundigheden i testene og juryens brede faglige kompetence er med til at gøre Best of Boats Award til en af de mest respekterede priser i bådbranchen.
Bredde og innovation
Finalefeltet spænder bredt – fra små begyndervenlige sportsbåde til store luksuriøse motorbåde til langturssejlads. Juryen fremhæver især de mange innovative koncepter: blandt andet Hydra 530, der er fremstillet af PE og dermed markant mere miljøvenlig, samt Sea Ray SDX 270 Surf, som kombinerer et familiecruiser-koncept med wakeboard-sportens behov.
Især Finland og Polen er stærkt repræsenteret i årets felt – et udtryk for, at de nordiske og østeuropæiske værfter i stigende grad markerer sig på det internationale marked.
Kåring i Berlin
Vinderne af Best of Boats Award 2025 offentliggøres ved en stor gallafest i Berlin den 27. november kl. 18.30. Prisuddelingen finder sted i Marshall-Haus på Messe Berlin som en del af BOOT & FUN BERLIN, der løber fra 27. til 30. november 2025.
Her samles internationale værfter, værftschefer, branchefolk og naturligvis jurymedlemmerne, der alle vil være til stede, når det endelige ”And the winner is…” lyder fem gange i løbet af aftenen.
Fem kategorier – 21 finalister
Efter en intensiv test-sæson står nu 21 finalister klar fordelt på fem kategorier.
Best for Beginners
Bayliner C21, USA
Highfield ADV 7, Kina
Quicksilver 705 Open, USA
Roto / River Hydra 530, Slovenien/Norge
Best for Fun
De Antonio D29, Spanien
Four Winns H9, USA
Nordkapp Enduro 830, Norge
Sea Ray SDX 270 Surf, USA
Wellcraft 38 T-Top, USA
Best for Adventure
Aiata Wayfinder 38 Cabin, Tyrkiet
Max 108 Pro, Finland
Saxdor 340 GTWA, Finland
Silver Condor Cabin, Finland
Virtue V10 Cabin, Polen
Best for Family
Aquador 400 HT, Sverige
Makai M37, Kroatien
Northman Trawler 1300, Polen
Tuccoli T 295 SF, Italien
Viknes 10, Norge
Best Big Boats
Beneteau Swift Trawler 54, Frankrig
Prestige M7, Frankrig
XO EXPLR 44, Finland


