Horsens Fjord dannede ramme om Søren Dulongs 20. DM-sejr i Contender
Den dobbelte verdensmester og europamester satte endnu engang konkurrenterne til vægs ved årets danmarksmesterskab. 20. DM-titel til Hellerup-sejleren viser at han er Contenderens ubestridte konge.
Det danske mesterskab i Contender blev i weekenden sejlet i Horsens Fjord, hvor landets absolutte topsejlere i jollen dystede. Og endnu engang viste Søren Dulong Andreasen fra Hellerup Sejlklub, hvorfor han er klassens ubestridte ener. Med sejren har han nu vundet sit 20. Danmarksmesterskab i Contender.
Suveræn rekordholder
På podiet fulgte europamester Jesper Armbrust fra Aabenraa Sejl Club som nummer to og Jacob Kristensen fra Hellerup Sejlklub som nummer tre.
- Søren vandt sit første DM i år 2000, og med sejren i Horsens har han nu sit navn på vandrepokalen 20 gange. Han har derudover to VM-guldmedaljer og to EM-guldmedaljer, så uden at forklejne de andre danske resultater, så er han den mest vindende Contender-sejler herhjemme, siger klasseformand Jon Møgelhøj, Skovshoved Sejlklub til bådpressen.
Skiftende forhold på Horsens Fjord
Mesterskabet bød på meget forskellige betingelser. Lørdag var præget af høj sol og let vestenvind, hvor arrangørerne fik gennemført to sejladser, inden vinden døde. Et tredje løb blev sat i gang, men måtte annulleres, netop som feltet nærmede sig bundmærket første gang.
- Den eneste, der nok var rigtig ked af det, var Jacob Kristensen, der havde fået et solidt forspring, inden det ternede flag kom op, fortæller Møgelhøj.
Efter en pause kom vinden igen mere nordligt, og det lykkedes at gennemføre en tredje sejlads – dog i afkortet form, da vinden igen forsvandt.
Stabil søndag med fire sejladser
Søndag morgen var banen stille, men prognoserne holdt stik. På slaget 10 kom vinden igennem på fjorden, og herefter kunne banelederne afvikle fire sejladser i stigende vind.
Dermed fik feltet både let- og mellemvind at dyste i – og en mesterskabsafslutning, hvor deltagerne kunne strække benene helt ud i trapezkrogen i dagens sidste sejlads.
Bedste kvinde blev Olga Henneberg fra Hellerup Sejlklub, hun tog en 6. plads.
Top 7 - 16 joller, Horsens - resultatliste
Søren Dulong Andreasen – Hellerup Sejlklub – 10 point
Jesper Armbrust – Aabenraa Sejl Club – 17 point
Jacob Kristensen – Hellerup Sejlklub – 23 point
Stuart Brown – DRS – 37 point
Frank Hinsch – Hellerup Sejlklub – 48 point
Olga Henneberg – Hellerup Sejlklub – 47 point
Poul Erik Christensen – Hellerup Sejlklub – 51 point


