Gå til hoved-indhold
Store både
Store både

Lovende Sirena 60 til Danmark - har verdenspremiere - vi tester i Cannes

Den tyrkiske nyhed Sirena 60 havde verdenspremiere på årets Cannes Yachting Festival, og motorbaadsnyt.dk var med om bord. Her viste den halvplanende luksusyacht sit fulde potentiale: en kombination af solid byggekvalitet, stilfuld indretning og overraskende brændstoføkonomi.

Af Troels Lykke |

Importøren Thomas van Nord fra Yachtbasen og 56° North og flere andre danskere i teamet stod for den danske præsentation under Cannes Yachting Festival.

 “Sirena 60 rammer et unikt punkt mellem komfortabel langtursbåd og hurtig motorcruiser,” forklarer Thomas van Nord.

“Vi får den første danske enhed hjem, så interesserede kan opleve båden i vores farvande allerede i 2026.”

Rolig og hurtig på åbent hav

Under testsejladsen ud for Cannes målte vi en topfart på 23,9 knob med 2 x Volvo Penta D13, dieselforbruget for de to motorer oversteg 300 liter diesel i timen, men hvor tit sejler man så stærkt?

Og selv i store Middelhavs­dønninger gjorde en gyrostabilisator, at båden lå forbavsende stille, selv når bølgerne rullede ind fra siden. Se vores video-kommentar her fra testen.

Cruisingfarten ligger mellem 8-10 8 knob, hvor forbruget ved 8 knob ligger kun på cirka 20 liter diesel i timen – et lavt tal for en 60-fods yacht. Skroget er halvplanende og giver både høj stabilitet og mulighed for hurtig passage, når der er behov for det.

Thomas van Nord uddyber:
“Skroget er designet med et moderat V, så man får en blød gang og god stabilitet. Det er en båd, man kan tage på langfart i uden at føle sig presset, men den kan samtidig komme hurtigt frem, hvis man vil krydse Kattegat på en eftermiddag.”

Luksus i hver detalje

Sirena 60 er bygget i glasfiber med kulfiberforstærkede sektioner for lav vægt og høj styrke. Store panoramavinduer giver et lyst og åbent indtryk i salonen, mens træarbejdet er udført i en kvalitet, man normalt ser i langt dyrere superyachts.

Flybridgen er indrettet som et komplet udendørs opholdsrum med bar, spiseplads og fleksible solsenge. Agterdækket rummer et stort spisebord, og på fordækket er der loungeområde med udsigt over bølgerne.

Indvendigt byder Sirena 60 på tre rummelige gæstekabiner plus en separat mandskabskahyt. Pantryet er markant større end på den tidligere Sirena 58 og giver mulighed for længere ophold med selvforsyning.

Let at sejle – selv for begyndere

Med Volvo Penta joystyring kan båden manøvreres som en mindre motorbåd. Under testen lagde en ung kvinde, der kun havde sejlet få gange, båden til kaj uden problemer.

 “Det er en vigtig pointe,” siger Thomas van Nord mens solen bager ned i Cannes.

“En stor yacht skræmmer mange, men her kan man reelt sejle to personer uden besætning. Joysticket gør havnemanøvrer enkle og præcise.”

Pris og dansk debut

Startprisen i Danmark for Sirena Yachts er 18,5 mio. kr. inkusiv dansk moms, plus ekstra udstyr.

Denne pris er betydeligt lavere end tilsvarende yachter produceret i Italien og England, hvilket gør Sirena til et attraktivt valg for krævende yachtsøgere, der ønsker kvalitet til en konkurrencedygtig pris.

“Man får meget båd for pengene,” understreger Thomas van Nord, der gav en rundvisning på båden. Se video i bunden af artiklen. Se også vores video-kommentar efter testen i Cannes under udstillingen.

“Sirena Marina har en lang historie med at designe og producere luksusbåde, herunder Azimut Magellano, samt bygget superyachts gennem mange år. Med det nye design af Sirena Yachts har Sirena samlet det bedste fra superyacht-verdenen – herunder avanceret konstruktion, førsteklasses materialer og innovativ æstetik," forklarer Thomas van Nord, der med sit team har hånden på kogepladen, de har nemlig for et massivt millionbeløb købt to Sirena 48 og to Sirena 60 hjem til Danmark, klar til test og salg.

Sirena 60 – tekniske data og pris

Længde overalt: 19,45 meter
Længde i vandlinjen: cirka 17 meter
Bredde: 5,36 meter
Dybgang: cirka 1,24 meter
Deplacement: omkring 35 ton afhængig af motorvalg
Motorer: to Volvo Penta D11 på cirka 670 hk hver eller to Volvo Penta D13 på cirka 900 hk hver
Topfart: op til cirka 25 knob med de største motorer
Rækkevidde ved 10 knob: cirka 850 sømil
Brændstoftank: 3.600 liter
Vandtank: cirka 800 liter
Affaldstanke: sortvand cirka 450 liter, gråvand cirka 225 liter
Kabiner: tre gæstekabiner som standard plus mulighed for en besætningskabine
Certificering: CE kategori A til offshore sejlads

Fra-pris i Danmark: 18,5 millioner kroner inklusiv moms og standardudstyr

Importør: Yachtbasen og 56° North i Marselisborg

Værft i Tyrkiet: sirenayachts.com/

Motor
content-loader
content-loader
content-loader