Gå til hoved-indhold
Store både
Sirena 68 er 21,4 meter lang og knap seks meter bred. Skroget er et såkaldt semi-displacement-design, der kombinerer effektivitet ved lav fart med evnen til at halvplane, når der skal sejles hurtigt. PR-fotos
Store både
Store både
Store både
Store både
Store både
Store både
Store både

Sirena 68 – tyrkisk luksus med langtrækkende potentiale - se en rundvisning

I Cannes fik vi en eksklusiv rundvisning på Sirena 68, der på få år har markeret sig som en af de mest interessante modeller i sin klasse. Rundvisningen blev ledet af Thomas van Nord fra Yachtbasen i Marselisborg, som repræsenterer Sirena Yachts i Danmark og Nordeuropa. Se video-rundvisning.

Af Troels Lykke |

»Sirena 68 rammer et punkt mellem klassisk flybridge-yacht og ekspeditionsbåd. Den er bygget til lange ture, men samtidig fuld af komfort og designmæssig finesse,« fortæller Thomas van Nord til motorbaadsnyt.dk

Sirena 68 er 21,4 meter lang og knap seks meter bred. Skroget er et såkaldt semi-displacement-design, der kombinerer effektivitet ved lav fart med evnen til at halvplane, når der skal sejles hurtigt. Resultatet er et skrog, der kan sejle økonomisk over lange distancer, men stadig levere en topfart omkring 28 knob med dobbelt Volvo D13-motorer.

Bådens rækkevidde er imponerende. Med en dieseltank på over 5.000 liter og en økonomisk marchfart på omkring 10 knob kan Sirena 68 sejle op til 1.200 sømil – nok til at krydse Middelhavet uden tankstop.

»Det her er en båd, man kan tage langt væk i. Den er bygget solidt og har den stabilitet, man normalt kun finder i større ekspeditionsyachts,« siger Thomas van Nord.

Design med udsyn og ro

Det første, der møder besøgende om bord, er lyset. De store panoramavinduer i salonen giver en næsten ubrudt 360-graders udsigt, mens interiøret er holdt i lyse, naturlige materialer.

Sirena 68 har tre rummelige gæstekabiner og en stor masterkabine midtskibs, der går på tværs af hele skibets bredde. Masteren er udstyret med eget bad, store vinduer og masser af opbevaringsplads. Dertil kan der tilvælges en besætningskabine agter.

»Materialer og indretning er valgt, så man får en hjemlig fornemmelse. Det skal føles som et flydende hjem – ikke et hotel,« siger Thomas van Nord.

Flybridge med plads til livet om bord

Flybridgen er blandt de største i 70-fods klassen. Her er der rigelig plads til både loungemøbler, solsenge, spisebord og en integreret bar. Hele området kan overdækkes med hardtop, og styringen heroppe giver et overlegent overblik.

Foran på dækket finder man endnu en stor lounge med solpads og mulighed for at tilvælge jacuzzi. Agter er der adgang til et stort badeplatformsområde, hvor en tender eller jetski kan placeres.

 »Sirena 68 er bygget til socialt liv om bord. Der er mange steder, hvor man kan opholde sig, uden at det føles trangt. Det er en båd, der inviterer til at blive brugt,« fortæller Thomas van Nord.

Pris og udstyr

Grundprisen for en Sirena 68 i Danmark ligger på omkring 25 millioner kroner inkl. moms. En veludstyret version – som den, der blev vist i Cannes – ender omkring 30 millioner kroner.

»Man kan naturligvis få Sirena 68 i mange konfigurationer, men de fleste ejere vælger at udstyre den godt fra start. Det giver mest mening, både komfortmæssigt og gensalgsmæssigt,« forklarer Thomas van Nord.

En yacht med dansk relevans

Selvom Sirena Yachts er et tyrkisk værft, er interessen i Danmark stigende. Kombinationen af robust konstruktion, lang rækkevidde og moderne design tiltaler mange danske Skandinaviske  sejlere, der ønsker at bruge båden til både Østersøen og længere ture sydpå. Den kan dog langt fra komme ind i alle de små danske havne.

Læs om Sirena 68

Motor
content-loader
content-loader
content-loader