Min vej til Samsø Festival – med motorstop og nye venskaber
En sommersejlads med motorstop, nye bekendtskaber og gensyn med gamle lektioner – fra Odense til Samsø Festival med nødhavn på Fyens Hoved. I dag er sidste dag på Samsø Festivalen, hvor Jada, Jung og TV-2 slutter af.
Turen med min Shipman 28 fra Odense Havn var længe ventet. Efter måneder ved kajen skulle båden endelig luftes.
Jeg bor i båden fra maj til oktober, så den skulle selvfølgelig med til Samsø Festivalen – mit årlige højdepunkt. Jeg ville også gerne lære båden at kende, som en sejl- og motorbåd.
Min bror dykkede ned og rensede bunden før jeg sejlede. Det tog ingen tid, Hempels Silic One var lige til at børste af med en hånd, de fleste steder. Ruer kan ikke bide sig fast på silikonen. Smart Hempel, tak. Sgu godt gået.
Så skulle jeg afsted fra Odense.
Men motoren – en Yanmar 2-cylindret sag fra 1987 – havde andre planer. Vand og snavs i dieseltanken satte en brat stopper for festlighederne og forvandlede min sejlads til en teknisk overlevelsestur efter en times sejlads.
Kondens i tanken og snavs viste sig at være den usynlige fjende. Det lærte jeg så – på den hårde måde.
Redningsmanden fra Hou og min far på 84
Efter motorstop midt i sejlrenden og kryds for en udslidt genua måtte jeg søge nødhavn i Korshavn.
Det var her jeg mødte Morten – en cykelsmed og Dehler 34-sejler fra Hou. En tilfældig møde, som hurtigt udviklede sig til en ny sejler-ven – vi taler samme sprog og deler samme humor. Nu skylder jeg en middag.
Min far, Niels på 84 og hustruen Jette, kom også forbi og gav en hånd.
Motoren driller – igen og igen
Da vi endelig troede, vi havde knækket koden, sejlede jeg igen mod Ballen. Men ak, efter en halv times sejlads døde motoren igen. Jeg sejlede tilbage til Korshavn, og vi startede forfra.
Morten reddede min nymalede Shipman fra at ramle ind i en Vega, der heldigvis allerede var godt ramponeret. Men det var tæt på da jeg igen kom ind for sejl.
Efter endnu en omgang motorarbejde og dieselrensning, forsøgte jeg for tredje gang at nå Samsø.
Morten og jeg fik tømt tanken – der var masser af vand og slam i – og fyldt den med ny, klar diesel. Det hele tog et par døgn, en masse sved og god gammeldags stædighed.
Denne gang kom jeg helt til Ballen – motoren døde blot en halv sømil før havnen. Resten foregik for sejl og med opskud i en proppet havn. En dreng i en lille RIB hjalp med fortøjningerne.
Svenskere havde ondt af mig
Sejlere hjælper hinanden – altid. Husker blikket fra nogle ekstremt tjekkede, svenske Arcona 43-sejlere i moderigtigt, stramt siddende sejlertøj.
De kiggede længe på mig med medlidenhed i øjnene (måske), de havde set mig krydse for genua i ingen vind og nu sejlede jeg for sejl ind i havnen. Helt alene.
Men de lå som 8. båd uden på en masse både og jeg sejlede lige ind til en bro, fordi min båd kun er 2,6 meter bred.
Tommy fra Ballen: Køb marinediesel
Tirsdag fik jeg fat i Tommy, en lokal bådmekaniker, som skiftede filter og spændte lidt hist og pist. "Din motor er fin nok – bare hold vand og luft ude og sørg for at fylde diesel helt op om vinteren, så der ikke kommer kondens i, og køb kun marinediesel," sagde han. Gode råd, jeg gerne ville have haft to dage tidligere.
Nu venter testen: Kan motoren klare turen hjem til Odense? Jeg er ærligt træt af Odense Fjord og overvejer at flytte båden til Kerteminde næste sæson.
Samsø Festival: Sol, musik og badende komikere
Nu sidder jeg på mit stamsted, Værftet i Ballen, med brunch og udsigt til havnen. Jeg har allerede mødt sejlere, og vi får talt.
Har også lige talt med Anders Samuelsen, vores tidligere udenrigsminister. Ham møder jeg også hvert år i Ballen. Han er også vild med Samsø og er på festivalen.
Solen bager ned, og min datter Dagmar og hendes veninde sover stadig i båden.
Stemningen er høj her i havnen, men også blandt de 40-50 både, der ligger for svaj.
Samsø Festivalen og Samsø er stedet, hvor min ferie peaker. Alt går op i en højere enhed med både, øliv, musik, venner og kærlighed. Jeg er dybt taknemmlig over at være sejler og alt det gode, det kan føre med sig.
Folk bader allerede og kl. 12.30 starter Samsø Festivalen igen. Det bliver varmt igen med op til 27 grader. Jeg svømmer hver dag og får god motion og får kølet mig ned.
I går mødte jeg komikeren, venlige og sjove Torben Chris. Vi talte og han fik os til at grine længe.
To minutter senere smed han og hele flokken tøjet og hoppede i havnen. Samsø Festival er sådan et sted – alt kan ske, og det gør det også. Jeg har været her ti år i træk, og det er her min ferie altid peaker.
Drømme, både og lidt for mange projekter
På broen taler vi om større både – det gør man altid. Men jeg holder fast i min Shipman 28, og skal jeg opgradere, må jeg først have solgt min Boheme 10 meter i Marselisborg eller Drabant 24 i Rudkøbing.
Men lige nu er jeg her. I solen. Til festival. Med saltvand på huden og diesel under neglene. Og en motor, der måske – måske ikke – virker hele vejen hjem.
God sommer fra Ballen Havn
Troels Lykke
Redaktør, minbaad.dk







