Hondashoppen giver fuld gas på Maritime Dage med ny Honda V8-motor
Der er nyheder, Danmarkspremierer og sågar en verdenspremiere i farvandet, når Hondashoppen fra Valby byder velkommen på standen til Maritime Dage i Fredericia.
En verdenspremiere fra Easy Craft, en kraftkarl af en ny Honda V8-motor og nyheder fra Terhi, Honwave og Savage Gear - det er nogle af trumfkortene på Hondashoppens stand
Som navnet fortæller er virksomheden specialister i Honda-produkter, herunder påhængsmotorer, generatorer og meget andet. Men Hondashoppen har også mange andre esser i ærmet, herunder en vaskeægte verdenspremiere, fortæller indehaver Peter Stick.
- Vi har lige akkurat fået en Easy Craft Cabin hjem, den første af sin slags. Det er en knap ni meter lang pilothouse-båd, som er ideel til for eksempel trollingfiskere, eller til politi, brand, redning eller toldvæsen. På hækken af den smider vi en Danmarkspremiere med masser af kræfter, nemlig Hondas nye V8-motor med 350 hk, oplyser Peter Stick, som er 2. generation i Valby-virksomheden.
Han tilføjer, at de besøgende også kan finde nyheder fra finske Terhi, som producerer både i ekstremt holdbar ABS-plast, et udvalg af Hondas egne gummibåde Honwave, samt nogle af de fikse små Savage Gear fiskebåde.
- Vi har naturligvis også en halv snes Honda-motorer med, lige fra den mindste på 2,3 hk til den nye V8'er, samt generatorer og vandpumper fra Honda, diverse fiskegrej, Garmin-udstyr med meget mere, siger indehaveren, som lover mange gode messetilbud.
Flyvende start på 2025
Peter Stick glæder sig til to travle weekender i MESSE C:
- Vi er altid rigtig glade for messen i Fredericia. Vi sætter gerne nogle mål for eksempelvis antal solgte påhængsmotorer, mål for udstyrssalg med videre, og dem når vi typisk i god tid før sidstedagen. Men ud over salg kigger vi også på den lange bane, og der er det afgørende for os at vise flaget i Fredericia, betoner ejeren, som forventer en givtig messe.
- Vi har i al fald haft en flyvende start på 2025, for eksempel har vi lige solgt tre Terhi-både til en lystfiskerforening, og der har også været bud efter motorer, generatorer samt service, reparation og vedligehold. Så jeg er sikker på, vi får en god oplevelse på Maritime Dage, slutter Peter Stick.
Maritime Dage løber af stablen den 21.-23. februar og 28. februar-2. marts 2025 i MESSE C Fredericia.
OBS: Man kan allerede nu købe billetter online til Maritime Dage! Se mere på www.maritimedage.dk.