Familien Mohr vinder DM for J/80 i Nivå med 5 prikker
Den tidligere America’s Cup-rorsmand Sten Mohr tog guldet sammen med hustruen Ann-Marie, sønnerne Lucas og Jonas samt Christian Videbæk – en familieindsats i særklasse. 12 ud af de 13 deltagende både var klubejede. Kvindehold tog bronze.
Selvom det er J/70eren der i den grad har førertrøjen på herhjemme, hvad angår fremgang i kølbådsklassen, så kan den ældre J/80er stadig samle sejlere.
Det blev nemlig en sensommerweekend, som sejlerne nød på vandet, da Sejlcenter Nivå den 18.–19. oktober afviklede Danmarksmesterskabet for J/80. Trods det sene tidspunkt på året viste vejret sig fra sin bedste side med høj sol og stabil vind.
“Det var lidt sent på året, men vi ramte plet med vejret. Vi havde høj sol, stabil vind og en fantastisk stemning på havnen. Det er sådan nogle weekender, man husker,” siger Christian Caspersen fra Sejlcenter Nivå.
Klassen for klubbåde
J/80-klassen har de senere år ændret karakter. Hvor den tidligere var kendt som en rendyrket kapsejladsbåd, er den i dag i høj grad blevet en klubbåd. Det kunne også ses i Nivå, hvor 12 ud af de 13 deltagende både var klubejede.
Det må siges at være en positiv udvikling. J/80’eren gør det nemlig muligt for mange flere sejlere at komme på vandet uden selv at skulle eje båd.
Baneleder Jørgen Tulstrup stod for et effektivt og præcist stævne. Hele ti sejladser blev gennemført på de to dage – et resultat af stram styring og ideelle forhold.
Mohr-familien viste format
Der var ingen tvivl om, hvem der skulle løfte pokalen. Danmarksmestre blev den tidligere verdensetter i matchrace og America's Cup-rorsmand Sten Mohr fra Kongelig Dansk Yachtklub.
Sammen med hustruen Ann-Marie Mohr, børnene Lucas og Jonas samt vennen Christian Videbæk sejlede familien sig overlegent til guld med fem førstepladser i ti sejladser.
Sølv til Hellerup og bronze til Nivå
Sølvet gik til Marc Keene fra Hellerup Sejlklub, Henrik Ekmann og Bjørn Juhl Christensen fra Sejlcenter Nivå samt Ida Bay Rask fra Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub.
Bronzen tog det rene kvindehold fra Hellerup Sejlklub – Sara Jackson, Britt Lilja, Lea Duwe, Rikke Selin og Lærke Ilsøe Nørgaard – der samtidig blev kåret som stævnets bedste kvindelige besætning.
Lørdag aften samledes sejlerne til middag i klubhuset.





