Bliv en del af historien – og oplev M/S Museet for Søfart i Helsingør til halv pris
Gennem et væld af autentiske genstande, levende fortællinger og interaktive installationer formidler museet søfartens enorme betydning for Danmarks udvikling – fra handelsnation til global aktør.
Sommeren byder på ekstra gode grunde til at lægge vejen forbi M/S Museet for Søfart i Helsingør. Museet inviterer ikke kun gæsterne indenfor i sin spektakulære underjordiske bygning og den nye, anmelderroste udstilling "Søfarer – 400 års danmarkshistorie". Man kan også selv tage aktivt del i at bevare søfartshistorien – og samtidig få 50 procent i rabat på entrébilletten.
M/S Museet for Søfart deltager i år i det bæredygtige initiativ COPENPAY, hvor flere turistattraktioner belønner gæster, der gør en indsats for klimaet eller kulturarven.
I Helsingør foregår det konkret hver mandag fra kl. 11 til 13 i skolernes sommerferie. Her kan man gå ombord på museets historiske fyrskib "GEDSER REV", tage arbejdshandskerne på og hjælpe med at slibe eller male det gamle skib, som gennem mere end 100 år har guidet søfolk sikkert gennem de danske farvande.
-Med vores Copenpay-aktivitet får alle mulighed for at blive en del af fyrskibets spændende historie. Som tak kan man opleve museet og vores nye udstilling "Søfarer – 400 års danmarkshistorie" til halv pris. Udstillingen viser, hvordan det at være omkranset af hav har påvirket os og hvilke spor, det har sat, siger Anni Mogensen, direktør for M/S Museet for Søfart.
Fyrskibet "GEDSER REV" er ikke blot et maritimt vidnesbyrd fra en svunden tid. Under den kolde krig blev skibet berømt som redningsplanke for østtyske flygtninge, der satte livet på spil i forsøget på at nå friheden mod vest. Nu kan man altså både være med til at holde skibet i god stand og samtidig blive klogere på Danmarks tætte forhold til havet.
Fra kolonitid til containerskibe
Den nye store udstilling "Søfarer – 400 års danmarkshistorie" giver et fascinerende indblik i, hvordan søfart har formet både Danmark og resten af verden. Udstillingen tager gæsterne med tilbage til 1600-tallets storslåede sejlskibe, videre til kolonitidens mørke kapitler, dampskibenes indtog og helt frem til nutidens globale skibsfart med containerskibe og megafragtere.
Gennem et væld af autentiske genstande, levende fortællinger og interaktive installationer formidler museet søfartens enorme betydning for Danmarks udvikling – fra handelsnation til global aktør.
Museet huser desuden en omfattende samling af modelskibe og maritime effekter. Man kan også dykke ned i de gådefulde historier fra havets bund i særudstillingen Østersøens gåder – ekko fra dybet, hvor vrag og fund fra Østersøen afslører spændende kapitler fra fortiden.
Sjov for hele familien
Også de mindste kan glæde sig til en dag i søfartens tegn. Børn op til 18 år har gratis adgang, og særligt i sommerferien er der lagt op til eventyr for de yngste museumsgæster.
Børnefamilier kan gå på opdagelse i udstillingen "Søfarer", hvor der venter hemmelige kighuller i børnehøjde, sjove opgaver og jagten på løsninger i det populære opgavehæfte. Man kan også besøge museets nye udgave af den legendariske tatoveringssalon, hvor børnene kan få seje sømandstatoveringer (af den afvaskelige slags), eller slippe fantasien løs i Sømandsværkstedet og på Drømmeskibet.
Praktisk information:
M/S Museet for Søfart har åbent hver dag i juli og august fra kl. 11.00 – 18.00.
Copenpay-aktivitet med mulighed for halv pris i entré finder sted hver mandag fra kl. 11.00 – 13.00 i perioden 7. juli til 10. august.
Børneprogrammet kører fra 27. juni til og med 10. august (nogle undtagelser kan forekomme).
Gratis adgang for børn under 18 år.

