Contenderklassens A-kæde klar til kamp ved jubilæumsudgave af Sail Extreme
Når Sail Extreme i pinsen løber af stablen i Kerteminde, bliver det med et særligt skær af fest – for stævnet fejrer i år 25-års jubilæum. Det markerer contenderklassen ved at stille med et af de stærkeste felter, der er set i dansk farvand i nyere tid.
– Selvom antallet af deltagere ikke er rekordhøjt, er det kvaliteten, der tæller, og den er høj. Feltet tæller tidligere verdens- og europamestre, og halvdelen af top-10 fra sidste års VM – som jo blev afholdt netop i Kerteminde – er tilbage i år, fortæller Jon Møgelhøj til minbaad.dk.
Kerteminde trækker de bedste
De mange stærke sejlere vender ifølge formanden tilbage til Kerteminde igen og igen – og det er ikke uden grund.
– Kerteminde Sejlklub leverer varen, hver gang. Der er styr på banen, smil på molen og professionalisme fra morgen til aften. For os i contenderklassen er det blevet en naturlig tradition at samles her i pinsen, ikke bare for at konkurrere, men også for det sociale samvær, siger Møgelhøj.
En af de faste traditioner er den årlige contender-grillfest på havnen. Mange af de udenlandske deltagere – særligt de tyske – nævner den som noget helt særligt, når man mødes til andre stævner i Europa.
Camping, grill og sejlerliv tæt på vandet
Flere i klassen benytter muligheden for at bo i telt direkte på havnen i Kerteminde. Det gør det nemt at kombinere konkurrencesejlads med socialt fællesskab – og det hele foregår i gåafstand fra klubhus, bad, grill og startlinje.
– Det betyder meget for fællesskabet. Vi kommer fra hele landet – og Kerteminde er midt i det hele. Derudover er det vigtigt for os at vise contenderklassen frem. Måske står der en ILCA-sejler eller en 29’er-sejler og drømmer om en jolle, der kan sejles med høj fart – uden at ødelægge knæene, lyder det med et smil fra Møgelhøj.
– Det bliver et stævne, hvor man ikke har råd til fejl. Man skal sejle skarpt i samtlige sejladser, hvis man vil på podiet, vurderer Møgelhøj.
Sail Extreme fylder 25 – og contenderne fejrer med
Med solen som en ofte tilbagevendende gæst i pinsen, ser contendersejlerne frem til endnu et år med tæt kapsejlads, fællesskab og fejring af både klassen og jubilæet.
– Vi glæder os til at fejre 25 år med Sail Extreme – og vi glæder os til at mødes igen. Det er det, sejlsporten handler om, slutter Jon Møgelhøj.
Stjernespækket felt på Storebælt
På startlinjen finder vi nogle af de stærkeste navne i international contendersejlads:
- Jesper Armbrust (Aabenraa), regerende europamester 
- Max Billerbeck (Tyskland), tidligere verdensmester og vinder af Sail Extreme 2023 
- Søren Dulong Andreasen (Hellerup), tidligere verdensmester 
- Christoph Homeier (Tyskland), tidligere europamester 
- Jacob Skovgaard Kristensen (Hellerup) og Christoph Engel (Tyskland), begge med VM-top-10-placeringer 










