Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jørgen Lindhardtsen fyldte 80 og tog 18. plads udfor Hellerup Sejlklub. Foto: Per Heegaard
Kapsejlads
Lindhardtsen fik fine gaver.

57 OK-joller fejrede Lindhardtsens 80 års fødselsdag med kapsejlads og æresmedalje

Det var ikke kun vinden, der friskede op, da 57 OK-joller mødtes til stævne i Hellerup. Også stemningen var i top, da Jørgen Lindhardtsen, en af dansk sejlsports mest markante skikkelser, fyldte 80 år. - Jeg regner med, vi ses om 10 år – til min 90 års sejlads, sagde Lindhardtsen. Se Heegaard-galleri.

Af Troels Lykke |

- Stemningen var rigtig god hele dagen, fortalte Jesper Sommer fra Hellerup Sejlklub. - Vi havde sol, stabil vind og tre gode sejladser – og bagefter molepilsnere og pølser på kajen.

Lørdagen bød på klassisk dansk sejlervejr. Vinden begyndte blidt med fire meter i sekundet og byggede op til seks-syv m/s i løbet af eftermiddagen. Første sejlads blev noget af en udfordring, da banen bød på to vejrssystemer med 60 graders forskel – på den ene side masser af vind, på den anden næsten ingenting. De følgende to sejladser blev mere fair.

Jørgen Svendsen vandt - Lindhardtsen tog 18. plads

På vandet var det Jørgen Svendsen, der var hurtigst og tog en samlet sejr med tre førstepladser foran Jacob Lunding på andenpladsen og Bo Petersen på tredjepladsen. Jesper Bendix og Jens Lauge rundede top-5 af.

Jørgen Lindhardtsen selv – der spøgefuldt påstår, at han nu har hjemmehjælp i Vallensbæk – endte på en respektabel 18. plads. Men dem, der kender ham, ved, at ambitionerne rækker langt højere.

- Resultatet var han ikke helt tilfreds med, men dagen som helhed var han meget glad for, lød det fra Jesper Sommer.

Om aftenen blev der fejret, trods Lindhardtsens egne ønsker om et lavmeldt arrangement.

- Jørgen havde sagt, at "det er jo ikke en præstation at have fødselsdag," men selvfølgelig blev der holdt et par taler, sagde Sommer.

Gentleman på vandet og hjælper ny

Og der var god grund til fejring. Jørgen Lindhardtsen har vundet intet mindre end 30 danske mesterskaber samt flere VM-, EM- og NM-titler. Han er kendt som en gentleman på vandet og en hjælpsom sparringspartner for både nye og erfarne sejlere.

Som anerkendelse overrakte Hellerup Sejlklub ham søndag klubbens æresmedalje – en hæder, der senest blev givet i 2015.

Vi ses når jeg er 90

I sin takketale kvitterede Lindhardtsen beskedent:

- Jeg regner med, vi ses om 10 år – til min 90 års sejlads.

 Resultaterne ses her på Manage2Sail

Se flere fotos fra stævnet fra fotograf Per Heegaard

Lindhardtsen: VM-guld i OK-jolle og Soling og 29 danske mesterskaber
15 danske mesterskaber (DM) i OK-jolle
14 danske mesterskaber i Finn-jolle
1 verdensmesterskab i OK-jolle (1977)
4 VM-sølv i OK-jolle
2 VM-sølv i Finn-jolle
3 EM-bronzemedaljer i OK-jolle
6 nordiske mesterskaber i OK-jolle
5 Masters-verdensmesterskaber i OK-jolle
2 Masters-verdensmesterskaber i Finn-jolle
Deltager ved OL i 1976 i Finn-jolle – nr. 14, fanebærer ved OL i 1980
Verdensmester i Soling-klassen i 1973 (sammen med Ib Ussing Andersen og Hans Winther)

Motor
content-loader
content-loader
content-loader