Spansk fodboldtræner og tre børn omkommet i bådulykke i Indonesien - båd tog vand ind
Træner for Valencias kvindehold døde under ferieophold. Hustru og datter overlevede.
En spansk fodboldtræner og tre af hans børn er omkommet i en alvorlig bådulykke i Indonesien. Der er tale om Fernando Martín, som var træner for Valencia CF Femenino B. Ulykken skete under familiens ferie i det populære turistområde ved Labuan Bajo.
Det bekræfter klubben ifølge Reuters.
Båden, der var en mindre træbåd med i alt 11 personer om bord, sank i voldsomt vejr. Indonesiske myndigheder oplyser, at båden mistede motorkraft, inden den blev ramt af høje bølger og begyndte at tage vand ind. Ulykken fandt sted i farvand ud for det østlige Indonesien, skriver TV 2.
Fernando Martín og tre af hans børn blev først meldt savnet lørdag. Eftersøgningsarbejdet fortsatte natten til søndag og blev ifølge redningsmyndighederne besværliggjort af kraftig regn, stærk strøm og høje bølger. Senere blev de fire fundet omkommet.
Martíns hustru og én af parrets døtre var også om bord, men blev reddet i land og er uden for livsfare. Det samme gælder fire besætningsmedlemmer og en turistguide, oplyser Indonesiens nationale redningsmyndighed Basarnas.
Også Real Madrid har reageret på dødsfaldene. Klubben oplyser, at de tre børn var mellem ni og 12 år.
Kilde. TV 2



