Kæmpe lysbøje forsvundet fra stranden i Thorupstrand
Fiskeren Jesper Olsen, kendt fra tv-serie, frygter, at tyveriet kan være et tegn på, at freden er ved at skride i det lille fiskerleje ved Vesterhavet.
Jesper Olsen – en af de kendte fiskere fra Gutterne på kutterne – savner en otte meter lang lysbøje, der vejer tre ton. Den forsvandt fra landingspladsen i Thorupstrand i efterårsferien.
"Vi stødte på bøjen 14 sømil ude i Nordsøen og tog den på slæb ind til stranden, hvor vi trak den op," fortæller Jesper Olsen, der sammen med sin bror Bo ejer kutteren HM94-E. M. Olsen.
Planen var at levere bøjen tilbage
Bøjen tilhører det franske olieselskab Total og stammer fra et borefelt i Nordsøen. Planen var at levere den tilbage til selskabet, men mens brødrene var på ferie, blev både bøjen og den 50 meter lange metalkæde fjernet.
"Sådan en svend er ikke billig, og vi brugte både diesel og timer på at få den i land. Men det handler ikke om penge – det handler om, at vi skal have vores ting i fred," siger Jesper Olsen til LigeHer.nu
Efterlyser vidner og overvågningsbilleder
Tyveriet er meldt til politiet, og Jesper har også efterlyst vidner på Facebook. Han mener, tyveriet er sket mellem onsdag og fredag i efterårsferien.
"Vi tror, den er fjernet af en rød-hvid kranbil, så der kan være nogen, der har fanget den på et overvågningskamera. Måske prøver gerningsmændene at sælge den til en produkthandler – så det er vigtigt, at folk i branchen ved, at bøjen er stjålet."
"Vi er ikke vant til tyverier heroppe"
Thorupstrand er ellers kendt for sammenhold og fredelige forhold mellem fiskerne.
"Vi passer på hinanden heroppe, og vi er ikke vant til tyverier. Sådan skal det gerne blive ved med at være," siger Jesper Olsen.
Den forsvundne bøje er endnu ikke fundet.
Kilde. Ligeher.nu



