GP 42 Al Capone først i Classic Fyn Rundt på 16 timer og 28 minutter - vi var om bord
Tue Steen Andersen og hans 11 gaster drønede rundt om Fyn i frisk vestlig vind efter starten gik fredag formiddag i Kerteminde, før kl. 6 lørdag morgen var kulfiberbåden på 4,2 tons med 300 kvadratmeter sejl i mål. Før starten var minbaad.dk om bord på raceren. Følg både på TracTrac.
Det blev noget af en hurtig tur for den lette kulfiberbåd, Al Capone fra Snaptun i Østjylland. GP 42eren med Tue Steen Andersen sejlede rundt på kun 16 timer og 28 minutter, bagbord rundt om Fyn fra Kerteminde.
En tid som Tue faktisk præcist forudsagde, kan man se i minbaad.dks interview i toppen af artiklen. Vi havde et interview på kajen og fik efterfølgende en rundvisning i båden, hvor man skal lede længe efter en aptering. Her er det bare rå kulfiber over alt.
Alle mand på dæk - hele turen
Ingen kom ned på kryds under turen, hvor vægt på siden betyder alt. Der blev spist tørfodder om bord, og glemt alt om et glas rødvin på løberen, når i alt 300 kvadratmeter var oppe på den 4,2 tons lette GP 42, der stikker 2,8 meter.
- Jeg ville gerne have den stak 3 meter, men så kunne båden ikke komme ind i havnen, sagde Tue Steen Andersen til minbaad.dk før starten i Kerteminde.
I dag forventes det at vinden dropper her til formiddag, hvorefter at flere af bådene kommer til at kæmpe i modstrøm mod Storebæltsbroen.




