Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fra 2027 bliver det nye klassemærke i Spækhugger-klassen obligatorisk i henhold til EU-direktivet og klassens opdaterede regler.

Spækhuggerne skifter klassemærke som de første før nye EU-krav

Nye EU-regler på vej for kapsejladsbåde. Ny visuel identifikation skal gøre det lettere at kende bådklasser på vandet. Spækhuggerklubben indfører allerede nu et nyt klassemærke – et år før reglerne træder i kraft. Minbaad.dk har talt med formand Jesper Andersen om det lidt krævende EU-direktiv.

Af Troels Lykke |

I forbindelse med EU-Kommissionens kommende direktiv om visuel identifikation af kapsejladsbåde (VID-2027) indføres der fra 2027 nye krav til, hvordan bådklasser skal identificeres på sejlet under åbne distancekapsejladser og officielle klassemesterskaber.

Direktivet har til formål at sikre tydelig klasseidentifikation på vandet samt gøre det lettere for arrangører, dommere og publikum at genkende deltagende bådtyper.

Spækhuggerklassen indfører nyt klassemærke

Spækhuggerklubben har tradition for at gå forrest i kapsejladsverdenen – og det er de igen et bevis på nu. For at være på forkant med de kommende regler lancerer Spækhuggerklassen allerede nu et helt nyt klassemærke: en stiliseret silhuet af en ægte spækhuggerhval, der tydeligt signalerer både bådtype og klassens “farlige” karakter.

Minbaad.dk har talt med Spækhugger-formand Jesper Andersen fra Aarhus Sejlklub om det kommende EU-direktiv.

"Selvom vi i starten var lidt irriterede over det kommende EU-direktiv, er vi endt med at blive rigtig glade for det nye klassemærke. Vi benytter samtidig chancen til at sende et klart signal: Spækhuggerne er fortsat en kapsejlads-kraft, som de nye bådtyper skal holde øje med – især på distancesejladserne – og vi sætter fokus på den rigtige ‘hval’, så der ikke er tvivl om, hvilken art der regerer på vandet."

Han forklarer videre.

"Vi får mange unge mennesker ind i klassen, og de har ikke den samme historie med fra starten af 80’erne, hvor spækhuggerne var totalt dominerende på kapsejladsbanen. Mange af dem har efterspurgt et nutidigt præg, der afspejler både klassens stolte historie og dens fortsatte styrke. Det har vi med det nye klassemærke forsøgt at imødekomme."

Sådan ser det nye klassemærke ud

Det nye klassemærke er allerede testet i praksis.

• Testet på: Canasta DEN 109
• Placering: Samme som det gamle mærke
• Størrelse: Maks. 930 mm (tidligere 850 mm)
• Farve: Den velkendte grønne
• Monteringsretning: Spækhuggeren skal “svømme fremad”
• Tegning: Se i bunden af artiklen eller på www.spaekhugger.dk

Overgangsperiode frem mod 2027

Beslutningen kræver ifølge vedtægterne ingen godkendelse på generalforsamlingen og træder straks i kraft. For at lette overgangen vil Spækhuggerklubben indkøbe 150 sæt af de nye mærker, som kan købes for 200 kr. pr. sæt.

Klassemærkerne kan købes af alle – også sejlere, der ikke er medlem af klubben – da Spækhuggerklubben er til for alle Spækhuggersejlere.

Frem til udgangen af 2026 kan Spækhuggerne sejle med enten det gamle eller det nye klassemærke. Fra 2027 bliver det nye mærke obligatorisk i henhold til EU-direktivet og klassens opdaterede regler.

Der er ifølge formanden ingen vej udenom:

"Vi er spændte på at se, hvordan de andre klasser håndterer dette."

En tydelig identitet på banen

Med dette nye klassemærke vil Spækhuggerklassen både markere sin stolte historie og signalere, at den stadig er en “farlig” konkurrent på kapsejladsbanen. Det giver klassen en tydelig identitet på vandet, og man skal stadig aldrig glemme, hvem der virkelig er kongen af bølgerne," afslutter Jesper Andersen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader