Endagsstævnerne hitter: Gilleleje Cup klar til intensiv junidag
Lørdag den 6. juni 2026 går starten til årets Gilleleje Cup med start og mål lige ud for Gilleleje Havn. Her kombineres 20-22 sømils kapsejlads mellem bøjerne i farvandet mod Hornbæk med det, der har gjort stævnet til en fast tradition: socialt samvær før og efter sejladsen.
Endags-stævner er et hit. Det har man regnet ud ved Nordsjælland utrolige smukke kyst.
Gilleleje Sejlklub står bag arrangementet for 14. gang. Konceptet er enkelt og gennemprøvet: fælles morgenmad og skippermøde i klubhuset, første start klokken 9 og forventet måltagning midt på eftermiddagen.
- Vi holder fast i den sportslige ambition, men det sociale fylder lige så meget. Det er netop kombinationen, som sejlerne vender tilbage for, siger Sysser Davidsen fra Gilleleje Sejlklub.
20 sømil med omvendt start
Sejladsen er åben for alle kølbåde. Der sejles med omvendt start efter DH-mål, og kapsejladsbådene inddeles i tre løb efter størrelse samt en ungdomsklasse. Turbåde kan deltage i et særskilt løb.
Førstepræmien i hvert af de tre DH-løb er skippers vægt i øl – sponsoreret af Gilleleje Brugsforening. Det er et indslag, der hvert år trækker smil frem, når skipperne stiller sig på vægten, mens rammerne med øl langsomt stables op.
- Det er en tradition, som både deltagere og publikum ser frem til. Der er altid god stemning, når vægten kommer frem, siger Sysser Davidsen.
Ungdomsklassen og turbådene sejler uden for konkurrencen om hovedpræmien, men der er præmier i alle klasser – suppleret af lodtrækningspræmier fra det lokale handelsliv.
Fra moleøl til fest
Inden start byder klubben på kaffe og morgenbrød, og deltagerne kan smøre en madpakke til turen. Efter målgang venter moleøl og grillpølser ved klubhuset, inden præmierne deles ud sidst på eftermiddagen. Der kåres også vindere af mere uformelle priser for bemærkelsesværdige episoder på banen.
Om aftenen fortsætter arrangementet med fest i og ved klubhuset, hvor der kan tilkøbes middag og drikkevarer.
Stævnet har gennem årene samlet mellem 15 og 40 både – fra moderne kapsejladsbåde til klassiske meterbåde. Mange vælger at gøre weekenden til en familietur med ankomst fredag og hjemrejse søndag. Deltagende både betaler ikke havnepenge i weekenden.
- Vi vil gerne være et stævne, hvor både ambitiøse kapsejlere og familier føler sig hjemme. Nordkysten leverer rammerne, og vi sørger for resten, siger Sysser Davidsen.
Tilmelding sker via klubbens hjemmeside, og sidste frist er tirsdag den 2. juni 2026.








