Gå til hoved-indhold
Småbåde
Boston whaler 360 Outrage er bygget fra kølen som en seriøs offshore-fiskerbåd, men den er samtidig langt mere alsidig end tidligere generationer. Det er her, modellen adskiller sig. PR-foto
Småbåde
Boston Whaler 360 Outrage er meget besøgt her på bådmessen i Helsinki, hvor der forventes over 50.000 besøgende frem til søndag 15. februar 2026. Fotos: Troels Lykke
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde
Småbåde

Boston Whaler 360 Outrage: Amerikansk muskelbåd tager opmærksomheden i Helsinki

På Helsinki International Boat Show – kendt som Vene 26 Båt – stod én båd som et klart statement om amerikansk, kompromisløs kvalitet: Boston Whaler 360 Outrage. Med en pris på 6,7 mio. kroner, topfart omkring 54 knob og et ry, der i årtier har været bygget på ordet usænkelig.

Af Troels Lykke |

Der findes brands, som i sig selv signalerer kvalitet og teknisk overlegenhed. I bådverdenen er Boston Whaler et af dem. Værftet blev grundlagt i USA i 1958 og opnåede hurtigt global opmærksomhed for en byggekvalitet og sikkerhed, der blev markedsført uden filter.

I årtier har bådmagasiner bragt ikoniske annoncer, hvor Whaler-både var gennemboret af motorsave – eller savet midt over – og alligevel flød. I et berømt tv-spot sad daværende præsident Dick Fisher i stævnen og talte om skrogets opbygning, mens kameraet zoomede ud og afslørede, at stævnen var skåret fri, og agterskibet sejlede rundt om ham. Her blev myten født. Den lever stadig.

Mere end bare råstyrke

Boston Whaler forbindes ofte med brutal robusthed, men værftet er i dag lige så kendt for fremsynet teknologi.

Modellen blev officielt lanceret på Miami International Boat Show i 2022 – og succesen var øjeblikkelig. Hele den globale produktion for 2022 blev solgt, før udstillingen lukkede fem dage senere. Det er sjældent i denne klasse.

Offshore-fiskeri – med familie i baghovedet

360 Outrage er bygget fra kølen som en seriøs offshore-fiskerbåd, men den er samtidig langt mere alsidig end tidligere generationer. Det er her, modellen adskiller sig.

Cockpittet er stort og åbent, med kraftige coamings, en praktisk indstigningsdør i bagbord side og generøse siddepladser. Ingen klatring over fribord – her går man om bord som på en stor yacht.

Agter finder man to bagudvendte stole med armlæn og kopholdere i rustfrit stål. Overfor ligger en nedfældelig agterbænk, der skaber et socialt hjørne. Et aftageligt bord kan monteres mellem sæderne og forvandle området til frokostplads.

Gennemtænkte detaljer

Kigger man nærmere på stolene, gemmer midterarmlænet på en overraskelse: Det fungerer som trappe op til den øvre styreplads over hardtoppen. Det er en markant forbedring i forhold til ældre løsninger med lodrette stiger og giver både større sikkerhed og komfort.

Den øvre styreplads er enkel og effektiv med motorgreb, rat med drejeknop og en 30 cm Simrad multifunktionsskærm. En Bimini-top sørger for skygge.

Tilbage på hoveddækket kan ryglænet på de bagudvendte stole foldes ned og forvandle området til en teakbelagt arbejds- eller serveringsflade med integrerede kopholdere.

Fiskeri uden kompromiser

For de dedikerede lystfiskere er 360 Outrage tæt på ideel:

  • 24 flush-mount stangholdere i rustfrit stål

  • 208 liters iltet livewell centralt i agterspejlet

  • Aftagelig agnskiller og gasdæmper, der holder låget åbent

  • To store, isolerede fiskekasser i cockpitdækket med kværn

  • Udtrækkelige brusere med både råvand og ferskvand til hurtig rengøring

Cockpittet er selvdrænende, så skæl og slim skylles direkte ud gennem skupperne.

Tilpasning er en del af pakken

Boston Whaler tilbyder en omfattende optionsliste. Køberne kan blandt andet vælge gyro-stabilisering, radar, natkameraer, tyverisikring og avancerede elektriske systemer. Det gør det muligt at skræddersy båden præcist til behovet – hvad enten fokus er fiskeri, lange dagture eller komfort i grov sø.

Føreren i centrum

Hvis nogen forkæles på 360 Outrage, er det føreren. Hovedstyrepladsen på dæk er markant mere avanceret end den øvre station og leveres som fuldt glass cockpit.

Standard er to 30 cm Simrad-skærme side om side, men de fleste vælger større løsninger – op til 40 eller 48 cm – og instrumenteringen er forberedt til det. Digital switching samler bådens systemer ét sted, og styringen er intuitiv, også ved høj fart.

Boston Whaler 360 Outrage

  • Længde (LOA): 11,12 m

  • Bredde: 3,43 m

  • Dybgang: ca. 2,79 m

  • Frihøjde med T-top: ca. 5,08 m

  • Personkapacitet: op til 14

  • Brændstofkapacitet: ca. 1.571 liter

  • Maks. lasteevne: ca. 2.268 kg

  • Tørvægt (uden motor): ca. 6.070 kg

  • Sejlklar vægt: ca. 8.292 kg

  • Motoreffekt: fra 900 hk til 1.200 hk

  • Topfart: ca. 54 knob

  • Pris: 6,7 mio. kr. med 2 x600 hk Verado

  • Læs mere: www.bostonwhaler.com/boat-models/outrage/360-outrage.html

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader