Sejlere klamrede sig til synkende båd efter grundstødning
En sejlbåd tog store mængder vand ind efter en hård grundstødning syd for den svenske ø Sydkoster, tæt på den norske grænse. Da redningsfolkene nåede frem, sad båden fast på et klippeskær med kraftig slagside, mens de tre personer om bord klamrede sig til fartøjet.
Tre personer blev lørdag aften reddet fra en kritisk situation ud for den svenske vestkyst, efter at deres sejlbåd var sejlet hårdt på grund syd for øen Sydkoster.
Grundstødningen havde beskadiget båden så alvorligt, at den tog store mængder vand ind og var i fare for at synke.
Den svenske sø- og flyredningscentral JRCC alarmerede omkring klokken 20.30 de frivillige søreddere fra Strömstad. Under redningsbådens sejlads mod positionen kom der melding om, at sejlbåden muligvis allerede var sunket.
Redningsfolkene forberedte sig derfor på at skulle bjærge personer direkte fra vandet
Båden sad fast på et klippeskær
Da søredderne nåede frem, viste det sig, at sejlbåden endnu ikke var sunket. Den sad fast på et klippeskær med kraftig slagside og var allerede i vid udstrækning fyldt med vand, kan man se på video fra Sjöräddningsselällskapet.
De tre personer havde ikke forladt fartøjet, men klamrede sig fortsat til den synkende båd.
En vandredder svømmede ud til sejlbåden og hjalp to af personerne over på redningsbåden. Den tredje person var selv i stand til at svømme hen til redningsfartøjet.
Båden blev ikke trukket fri
Efter redningen sikrede den svenske kystvagt blandt andet brændstof, gasflasker og andet udstyr om bord.
Redningsmandskabet vurderede, at der var stor risiko for, at sejlbåden ville synke helt, hvis man forsøgte at trække den fri af klippeskæret. Derfor blev der ikke gjort forsøg på at bjærge båden.
De tre sejlere blev sejlet til Strömstad, hvor de fik tørt tøj, mad og mulighed for at komme sig efter hændelsen.






